Kæde får bøde for ikke at tage imod kontanter

Cafekæde afviste at godtage kontanter som betaling i fire måneder. Forbrugerrådet Tænk fortæller, hvad man skal gøre, hvis ens kontanter bliver afvist.

Man kan ikke komme udenom kontanter. Det må cafekæden Original Coffee sande.

Virksomheden har nemlig fået en bøde på 40.000 kroner for i en periode på fire måneder ikke ville lade kunder betale med kontanter.

Det skriver Forbrugerombudsmanden.

Det er Københavns Byret, der har afgjort sagen, hvor Forbrugerombudsmanden havde politianmeldt kæden for at overtræde kontantreglen i betalingsloven.

Afviste flere kunder

En række kunder havde klaget til Forbrugerombudsmanden, efter deres betaling med kontanter blev afvist hos Original Coffee.

På trods af at have indskærpet kontantreglen for Original Coffee, modtog Forbrugerombudsmanden fortsat klager over caféens afvisning af at modtage kontant betaling.

Derfor valgte Forbrugerombudsmanden at politianmelde caféen, hvilket nu har resulteret i bøden. Dommen kan ankes.

Her kan du indberette afvisningen

Loven er meget klar på området omkring kontanter, lyder det fra Jacob Ruben Hansen, der er økonomisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.

“Man skal kunne betale med kontanter indenfor lovens ramme, det er helt klart. En butik, restaurant eller andet kan ikke afvise at tage imod kontanter,” siger Jacob Ruben Hansen.

Hvis man oplever at blive afvist med ens kontanter, er det oplagt at indberette det.

Det kan ske ved Forbrugerombudsmanden eller hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, opfordrer Jacob Ruben Hansen.

Svært at indsætte kontanterne

Modviljen hos virksomheder ved at tage imod kontanter har flere årsager, påpeger den økonomiske rådgiver.

“For det første synes virksomhederne, at det er besværligt at håndtere kontanterne, og så koster det mandetimer,” siger Jacob Ruben Hansen.

En anden årsager er hos bankerne. For her har man fjernet muligheden for, at der kan indsættes og hæves ved kassen.

“De erhvervsdrivende oplever, i lighed med borgerne, at kontantkasserne i bankerne lukker. Så det bliver jo svære og svære for dem, at komme af med kontanterne.”

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Først publiceret: 29. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 26. december 2022 kl. 9:04

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og