Mette F. skriver sig i historiebøgerne med lang regeringsforhandling
Onsdag markerer Mette Frederiksens (S) 36. dag som kongelig undersøger, og det er en ny rekord.
Mens hovedsageligt Socialdemokratiet og Venstre forsøger at nærme sig hinanden i de igangværende regeringsforhandlinger, så kan fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag skrive sig ind i historiebøgerne i dansk politik.
For aldrig før har det taget så lang tid at danne en regering efter et folketingsvalg.
Det står fast onsdag, som markerer hendes 36. dag som kongelig undersøger.
Den nu tidligere rekord skal findes i 1975. Her gik der 35 dage, inden Danmark havde en regering efter et valg. Anker Jørgensen (S) endte som statsminister. Inden da havde der været fire dronningerunder og i alt tre forskellige forhandlingsledere – heriblandt den siddende statsminister Poul Hartling (V).
Efter det seneste folketingsvalg 1. november i år er det kun Mette Frederiksen, som har indtaget rollen som kongelig undersøger, hvis opgave er at danne en ny regering.
Efter længere tids tavshed meldte hun sig på banen tirsdag med en opdatering på forhandlingerne. Det gjorde Mette Frederiksen i et opslag på Facebook.
– Vi forsøger at danne en regering, der hverken er klassisk rød eller klassisk blå. Med partier, som er vant til at arbejde sammen om mangt og meget, men som også er meget forskellige, og som ikke plejer at gå i regering sammen.
– Om vi lykkes, ved jeg ikke endnu. Men jeg er optimistisk og håbefuld, skrev hun.
Mette Frederiksen tilføjede, at Socialdemokratiet særligt har forhandlet med Venstre, som – efter at have været modstander af en bred regering i lang tid – nu har åbnet for muligheden.
Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen erkendte mandag i et interview på TV 2 News, at han vil begå løftebrud, hvis han er med til at gøre Mette Frederiksen til statsminister. I de seneste fire år har han og Venstre arbejdet målrettet på at vælte Mette Frederiksen.
I valgkampen afviste Ellemann-Jensen pure, at han ville kunne pege på hende som statsminister.
Foruden Venstre er SF, De Radikale, Moderaterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance en del af forhandlingerne i større eller mindre grad.
/ritzau/
Først publiceret: 7. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 7. december 2022 kl. 7:32