Har du KOL? Sådan bedrer du dine symptomer
KOL og sang går åbenbart meget godt sammen, hvis man skal tro et nyt studie, der er det første i Danmark.
Man bliver i godt humør af at synge, men vidste du, at det også kan være godt for lungerne?
Det slår et nyt dansk studie fast, der har undersøgt sammenhængen mellem kroniske sygdomme i lungerne, også kaldet KOL, og sang.
KOL gør, at luftvejene nedbrydes og forsnævres, så luften ikke kan passere frit igennem.
I den forbindelse bliver ens lungefunktion dårligere og dårligere over tid, og det medfører symptomer som åndenød, hoste og slim i luftvejene.
Interessant resultat
I forsøget deltog 270 KOL-patienter fra forskellige danske kommuner. Forsøget foregik over ti uger, hvor patienterne enten deltog i sangtræning eller i fysisk træning.
Resultaterne viste, at begge grupper havde fået det bedre både i forhold til livsglæde og på fysikken.
Men særlig interessant var, at der ikke var nogen betydelig forskel på de to grupper: Sanggruppen og fysisk træning-gruppen havde oplevet nærmest nøjagtigt den samme fremgang.
“Og det peger altså på, at sang ikke kun er en hyggeaktivitet – der er også nogle målbare effekter af at deltage i denne type sangtræning,” siger Mette Kaasgaard, der er postdoc ved Lungemedicinsk Forskningsenhed i Region Sjælland.
Kilde: videnskab.dk
Først publiceret: 7. december 2022
Artiklen er sidst opdateret 7. december 2022 kl. 10:30