Pas på: Det forkerte sted at spare for bilister

Manglende vinterdæk og vinter-sprinklervæske kan gå ud over sikkerheden på de danske vinterveje.

De stigende priser på næsten alt får mange til at vende hver en krone. Men særligt ét sted er det en dårlig idé at svinge sparekniven, og det er på at få gjort bilen klar til vinteren.

Selvom vi indtil videre har haft milde temperaturer, ved vi også godt, at det hurtigt kan vende til sne og frostgrader. Derfor bør bilejerne allerede nu gøre bilen klar til lave temperaturer.

I den forbindelse er det vigtigt ikke at gå på kompromis med sikkerheden ved at spare på at gøre bilen klar til vinteren, lyder anbefalingen fra GF Forsikring.

Hold øje med dette

1) Tjek vinterdækkene. I den dybe rille i dækmønsteret findes der ofte to indikatormærker.

Er dækoverfladen nede ved den laveste, har du 1,6 mm mønster, og dermed er det ulovligt at køre videre på dækkene.

Det andet indikatormærke sidder ved 3-4 mm. Allerede her er rådet, at man skifter sine vinterdæk ud.

2) Få efterset bremserne. Slidte bremseklodser og bremseskiver øger bremselængden, og med frosten kommer der også salt på vejene, som er hårdt ved bremserne.

Din bil skal også have nok bremsevæske.

3) Skift til vinter-sprinklervæske. Har man en stor dunk sommer-sprinklervæske tilbage fra sommeren, så kan det virke unødvendigt at købe sprinklervæske til vinteren.

Men med sommersprinklervæske risikerer man, at forruden fryser til under kørsel. Det fjerner udsynet og giver selvsagt farlige situationer.

Kilde: gfforsikring.dk

Først publiceret: 24. november 2022
Artiklen er sidst opdateret 24. november 2022 kl. 11:09

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og