Kvinde brugte familiemedlems millionopsparing på rejser
Over en periode på tre år udnyttede en 45-årig kvinde et familiemedlems konto til at foretage forskellige køb.
En 45-årig kvinde fra Albertslund brugte over en årrække 1,1 millioner kroner på rejser og diverse indkøb på nettet.
Pengene var bare ikke hendes egne, men tilhørte derimod et ældre familiemedlem. Det koster nu den 45-årige halvandets års fængsel.
Det har Retten i Glostrup afgjort, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Kvinden var tiltalt for over en treårig periode at have udnyttet en fuldmagt, som hun havde til familiemedlemmets bankkonto.
Indledningsvist skulle den nu dømte kvinde egentlig have hjulpet med økonomiske beslutninger, men i stedet udnyttede hun situationen ved at bruge løs af det millionstore beløb.
På et tidspunkt fattede den ældre kvinde mistanke, hvorfor hun henvendte sig til politiet.
– Den dømte kvinde har udnyttet et familiemæssigt tillidsforhold til at berige sig selv. Særlig groft er det, at det er sket over en lang periode, og at der er tale om et stort beløb, siger sagens anklager, Bjarke Enevoldsen, i meddelelsen.
Den 45-årig kvinde skal afsone tre måneder af dommen, mens resten er gjort betinget. Dertil skal hun udføre 200 timers samfundstjeneste samt betale de 1,1 millioner kroner tilbage i erstatning.
Kvinden har taget sig betænkningstid og skal nu overveje, om sagen skal ankes.
/ritzau/
Først publiceret: 20. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 21. september 2022 kl. 7:17