Finans-uro koster pensionskunder milliarder

Pensionsselskabet PFA har tabt 214 millioner kroner i årets første seks måneder, viser regnskab.

Det er især investeringerne i udenlandske aktier, der har trukket ned i PFA's samlede afkast.

Kunderne hos landets største pensionsselskab, PFA, har i løbet af årets første seks måneder tabt 77,6 milliarder kroner.

Det viser selskabets regnskab.

Tabet er primært drevet af historisk uro på de finansielle markeder, lyder forklaringen.

“Vores brede investeringer har været med til at afbøde de værste fald sammen med en defensiv aktieforvaltning. Men det har været et meget vanskeligt år afkastmæssigt indtil nu, og det gør ondt at se, at kunderne har negative afkast,” siger den konstituerede direktør, Mads Kaagaard, i en kommentar til regnskabet.

Udenlandske aktier trækker ned

Det er især investeringerne i udenlandske aktier, der har trukket ned i det samlede afkast. De har kostet kunderne et tab på 19,1 milliarder kroner.

Sidste år lød afkastet for det første halvår til sammenligning på en gevinst på 13,4 milliarder.

Dog kan PFA se, at omkring en tredjedel af det tabte afkast siden halvåret er hentet ind i slutningen af august.

Største tab siden 2007

PFA har som selskab tabt 214 millioner kroner i perioden mod et overskud på 93 millioner i samme periode sidste år. Ifølge Børsen skal man tilbage til 2007 for at finde et større tab for den første halvdel af året.

“Med høj inflation samt de fortsatte rentestigninger og den stigende risiko for recession er vi påvirket på tværs af forretningen,” lyder det.

Udvinkingen vender ikke

Mads Kaagaard understreger vigtigheden af at være i tæt dialog med kunderne, når den nuværende udvikling på finansmarkederne er så usikker, som tilfældet er lige nu.

PFA forventer imidlertid ikke, at udviklingen vender i positiv retning på den korte bane.

“Når markederne bevæger sig hurtigt op og ned, er det vigtigt at have is i maven og huske på, at pension er langsigtet opsparing,” siger direktøren i regnskabet.

Læs mere om økonomi, pension og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 7. september 2022
Artiklen er sidst opdateret 7. september 2022 kl. 12:35

Se, hvad vi ellers skriver om:

og