Tom Jones kollapser før koncert i Danmark

Kort før en koncert i Budapest tirsdag fik croonerlegenden Tom Jones et ildebefindende og måtte aflyse.

Tom Jones skal efter planen give koncert i København 22. juli. Foto: Matt Crossick/PA Images/Ritzau Scanpix

Sangeren Tom Jones måtte tirsdag aflyse en koncert i Budapest på grund af et ildebefindende.

Det skriver avisen Daily Mail.

Den 82-årige walisiske legende er i gang med en turné, der bringer ham til København den 22. juli.

– Tom Jones kollapsede, så hans koncert i aften blev aflyst. Hans management har sat 16. august som ny dato for koncerten (i Budapest, red.), siger en kilde til avisen.

Sangeren blev ramt af et ildebefindende, cirka en time inden han skulle på scenen i Ungarns hovedstad. Han håbede at være i stand til at gennemføre showet, men det blev han frarådet af læger.

Ingen ambulance

– Tom Jones beklager, at han efter lægers råd desværre ikke er i stand til at optræde på MVM Dome i aften, lød en besked fra arrangøren til publikum.

Ifølge lokale nyhedsmedier blev der ikke sendt en ambulance til spillestedet for at tilse sangeren.

Koncerten i Budapest tirsdag erstattede en oprindelig planlagt optræden i Ukraines hovedstad, Kyiv, der blev aflyst på grund af den igangværende krig i landet.

Tom Jones: Det var ikke kollaps

Tom Jones nægter dog, at der var tale om et kollaps.

På Instagram skriver han, at han efter sin rejse fra England vågnede op i Budapest med ondt i halsen. Han fik stillet diagnosen “strubebetændelse” og blev af en specialist anbefalet at udskyde koncerten samme aften.

“‘Jeg kollapsede ikke noget sted på noget tidspunkt. Det er bare rygter,” skriver den verdenskendte crooner på Instagram.

Fyldt kalender

Trods sin høje alder har Tom Jones kalenderen godt fyldt op.

Onsdag i sidste uge optrådte han i Amsterdam. Fredag var han på plakaten til en festival i Henley i England, før han i weekenden havde koncerter i Norfolk og Halifax. Derefter satte han kurs mod Budapest som led i sin “Surrounded by Time”-turné.

Skal optræde i Tivoli

Waliseren skal efter planen optræde i Tivoli i København den 22. juli.

Derefter følger en række koncerter rundt om i Europa, hvorefter turnéen fortsætter i Nordamerika med den afsluttende koncert i San Francisco 12. oktober.

I 2017 blev Tom Jones på lægers ordre tvunget til at udskyde en turné i USA med 21 koncerter til året efter.

Først publiceret: 13. juli 2022
Artiklen er sidst opdateret 14. juli 2022 kl. 11:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

og