Sådan bliver du den perfekte vært
Med lidt forberedelse og omtanke for den enkelte gæst kan du tage dit værtskab til et helt nyt niveau.
“Det har været sådan en dejlig aften”, siger gæsterne i munden på hinanden, mens de får jakkerne på.
“Vi glæder os til at se jer igen”, siger du glad, inden du lukker døren bag dem og kan glæde dig over en vellykket aften, som alle har nydt.
Kom godt fra start
* Det gode værtskab handler om at få gæsterne til at slappe af. Og det begynder med forberedelse.
* Sørg for at gæsterne er informeret om, hvad de er inviteret til. Så undgår du akavede øjeblikke, hvor gæsterne har taget tøj på, der ikke passer til lejligheden, eller ikke ved, om de skal have serveret mad.
* Overvej, om der skal laves bordplan, eller gæsterne selv må sætte sig. Hvis gæsterne ikke kender hinanden, kan de blive hjulpet på vej ved at blive placeret ved siden af nogle, der måske arbejder med det samme.
* Undersøg på forhånd, om der er nogle allergier, du skal tage hensyn til.
* Du kan skrive menuen på et kort, der ligger midt på bordet eller ved hver kuvert. En ekstra finesse er at tilføje de vine, der bliver serveret til. Er der små kort til hver gæst, er de nemme at tage med hjem for at huske aftenen - og den gode vin, der blev serveret.
Kilde: tjenerfaglærer på Hotel- og Restaurantskolen Henrik Lindegaard
Men hvad er det, der tager nogle aftener og begivenheder til et helt andet niveau? Det handler om værtskab og omtanke for gæsterne.
– Det gode værtskab er kunsten at få mennesker til at føle sig velkomne. Det handler om at give noget af sig selv og have overskud til alle sine gæster, fortæller Henrik Lindegaard, som er tjenerfaglærer på Hotel- og Restaurantskolen.
Tal med alle
Sørg derfor for at få talt med alle i løbet af aftenen, for de er kommet for at se dig. Sol og vind skal fordeles lige, siger Henrik Lindegaard.
Når der skal serveres mad og vin, kan du tage værtskabet til et højere niveau ved at klæde gæsterne godt på.
– I stedet for bare at smide en flaske Riesling på bordet kan man fortælle en lille sjov historie om vinen, eller hvorfor man serverer den. Så er man allerede foran, og der er noget at snakke om, siger han.
Det samme gælder med menuen. Men hvis du lirer en flere retters menu af hen over velkomstdrinken, er der ikke nogen, der kan huske det ved bordet.
Så vent med at præsentere maden, til den er serveret, for så kan gæsterne følge med på tallerkenen.
Og fyr endelig de gode historier af om det, der bliver serveret.
– Det kan være, at de her kammuslinger kommer fra fiskerikajen, hvor de sagde, at det var en god idé at stege dem på denne her måde, siger Henrik Lindegaard som et eksempel.
Samtalen skal flyde
En supervært er også opmærksom på, om samtalen flyder, siger Henrik Walbom, som har firmaet Etikette, hvor han underviser i moderne takt og tone.
– Og hvis der er nogle, der bare kigger lidt, handler det om at få spurgt ind til vedkommende og få dem involveret, siger Henrik Walbom.
Den gode samtale begynder dog allerede med at invitere gæster, der kan gå godt i spænd.
– Kunsten er at lave en bordplan, så dem, der interesserer sig for kunst eller videnskab, sidder sammen. Så man får de rigtige samtaler. Når du har holdt sådan et arrangement, får du tilbagemeldingen: “Hvor var det et fantastisk bord! Sikke en god aften”, siger Henrik Walbom.
Hvis du skænker vinen for gæsterne, så gør man det altid fra højre side, bemærker tjenerfaglærer Henrik Lindegaard.
– Når du skænker, så hold på bunden af flasken, og præsenter etiketten for gæsten, så de kan se, hvad de drikker, siger han.
Tempoet på maden
Sørg også for at afstemme tempoet på retterne. De første retter skal komme hurtigere, for dine gæster er sultne, når de kommer.
– Så skal de ikke spises af med østers og oliven i halvanden time. Der skal komme noget rigtig mad på bordet, siger han.
En klassisk fejl er ifølge Henrik Lindegaard, at vinen ikke er blevet kølet inden servering.
– Hvidvin skal ikke nødvendigvis være helt køleskabskold, men omkring seks-otte grader.
– Rødvinen kan du også godt lægge i køleskabet, men tag den ud, når du serverer forretten. Så når den at få en fin temperatur. Man vil gerne have den ned på 15-18 grader, fortæller han.
Læs mere om fest, økonomi og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.
Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.
Først publiceret: 5. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:31