Kun en test: Sirenerne testes onsdag

Med krigen i Ukraine i baghovedet, kan sirenetesten måske forskrække nogen, og derfor er der udarbejdet informationsmateriale på flere sprog, herunder ukrainsk

I år er konteksten for sirenetesten præget af krigen i Ukraine, og det er derfor ekstra vigtigt at formidle budskabet om, at afprøvningen af sirenerne 4. maj blot er en test.

Onsdag den 4. maj tester myndighederne sirener over hele landet ved middagstid. Akkurat som de har gjort de sidste mange år den første onsdag i maj.

Men med krigen i Ukraine i baghovedet, kan det måske forskrække nogen, og derfor er der udarbejdet informationsmateriale på flere sprog, herunder ukrainsk, med henblik på at sikre, at ingen misforstår testen og tror, at der kan være fare på færde.

Derfor testes sirenerne

Myndighederne bruger varslingssirenerne til at advare om større ulykker eller katastrofer. Derfor er det vigtigt at teste sirenerne, både for at identificere eventuelle fejl og for at minde borgerne om, hvad de skal gøre ved en reel varsling.

I år er konteksten for sirenetesten præget af krigen i Ukraine, og det er derfor ekstra vigtigt at formidle budskabet om, at afprøvningen af sirenerne 4. maj blot er en test. Det gælder for befolkningen generelt og i særlig grad for ukrainere i Danmark.

Derfor er informationsmateriale om sirenerne og testen af dem oversat til ukrainsk og russisk. Materialet foreligger i forvejen på dansk, engelsk og en række andre sprog. Materialet er tilgængelig på brs.dk og bliver sendt til en række myndigheder og organisationer, herunder kommunerne, Udlændingestyrelsen og nødhjælpsorganisationer.

Information skal bredt ud

– Det er vigtigt, at information om testen når bredt ud, så vi ikke skaber unødig bekymring. Samtidig er det vigtigt, at man som borger er klar over, hvordan man skal forholde sig, hvis man hører sirenerne ved en reel varsling, og det er testen en anledning til at oplyse om, siger Lars Aabjerg Pedersen, kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, og fortsætter:

– Vi har hvert år fokus på information til de grupper, som kan blive bekymrede, når vi tester sirenerne. I år har vi i sagens natur ekstra fokus på ukrainere i Danmark, som kan have nylige erfaringer med lyden af sirener i en helt anden kontekst.

Du kan hjælpe med!

Hjælp dine medborgere ved at oplyse dem om, at lyden den 4. maj er en test, og at der ikke er grund til bekymring.

Når det ikke er en test

Ved testen den 4. maj er der ikke fare på færde, når sirenerne lyder. Hvis du hører varslingssirenerne på andre tidspunkter, er det vigtigt at tage det alvorligt. Du skal:

  • Gå inden døre
  • Søge information hos DR eller TV 2.
  • Sirenerne afvarsler igen, når faren er ovre.
  • Du skal ikke ringe 1-1-2, når du hører sirener – hverken den 4. maj eller på andre dage.
  • Du skal kun ringe 1-1-2, hvis du er i akut fare og har brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.

Læs mere om politik, nyheder og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 3. maj 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2022 kl. 10:30

Se, hvad vi ellers skriver om: