Intet flertal: Regeringen dropper velfærdslov
Der er ikke 90 mandater, som støtter regeringens forslag til en velfærdslov. De radikale vil ikke være med. Derfor droppes forslaget. Faglige Seniorer: Forventeligt - men drønærgerligt.
Finansminister Nicolai Wammen (S) må give op.
Der er ikke 90 mandater, som støtter regeringens forslag til en velfærdslov, som ellers var et af de helt store slagnumre i valgkampen i 2019. Det fortæller finansministeren i interview med Avisen Danmark.
“Det er nu tydeligt, at der ikke er opbakning til regeringens lovforslag om en velfærdslov, og derfor ser jeg ingen grund til, at vi fortsætter lovbehandlingen,” siger Nicolai Wammen til Avisen Danmark.
Penge skulle følge ældre
Velfærdsloven skulle sikre, at fremtidige regeringer var forpligtede til at øge udgifterne til velfærd i takt med, at den demografiske udvikling betyder, at der kommer flere pleje- og omsorgskrævende ældre og børn i de kommende år.
Men det er ikke lykkedes for finansministeren at skaffe flertal. Selv om loven nu bliver kastet i skraldespanden, skal danskerne ifølge finansministeren ikke frygte, at der skal spares på velfærden, så længe S-regeringen har magten.
“Vi har jo fremlagt et lovforslag, som der desværre ikke var det forventede flertal for. Men det ændrer ikke på, at vi har fremlagt og fået gennemført en masse politik i finanslovsaftalerne og aftalerne med Kommunernes Landsforening og Danske Regioner, hvor vi sikrer, at det demografiske træk bliver dækket,” siger Nicolai Wammen til Avisen Danmark.
Et af de vigtigste valgløfter
Sammen med Arne-pensionen var løftet om en velfærdslov et af de vigtigste og største valgløfter fra Socialdemokratiet i valgkampen i 2019.
Det var Socialdemokratiets formand og statsministerkandidat, Mette Frederiksen, som selv lancerede begrebet “velfærdsloven” i valgkampen “for at binde Lars Løkke til masten”, som hun udtrykte det.
Faglige Seniorer frygter for ældreplejen
Hos Danmarks næststørste ældreorganisation, Faglige Seniorer, er det en dårlig nyhed, at velfærsloven nu droppes.
“Desværre var det forventeligt – men rigtig drønærgerligt, fordi en velfærdslov ville havet sikret ældreområdet mod endeløse besparelser i en periode, hvor vi bliver flere og flere ældre,” siger direktør Palle Smed.
Til efteråret fremlægger regeringen et forslag til en ny ældrelov. Det frygter Faglige Seniorer nu ender som en spareøvelse
“Hvis magten i Folketinget vender, er det gift for det, der er den vigtigste men også sværeste øvelse på ældreområdet i årevis. Det er desværre ikke nogen overraskelse. De blå partier har jo helt klart sagt, at de ikke vil udstede nogen garantier. Det er meget uheldigt og skaber stor utryghed om fremtidens ældrepleje,” konstaterer Palle Smed.
V og K: Fremragende
Venstre og Konservative er godt tilfredse med, at regeringen nu dropper velfærdsloven.
“Det er en fremragende nyhed, at finansministeren er kommet til fornuft og trækker lovforslaget. Nu skal vi som politikere fremover forholde os aktivt til, om vi ønsker at bruge flere penge på velfærd, eller om vi mener, at vi kan gøre det klogere. Vi skal se på de faktiske forhold i stedet for blindt og ukritisk at bruge pengene,” siger Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative, til Avisen Danmark.
SF: Ærger sig over de radikale
Hos støttepartiet SF er formand Pia Olsen Dyhr ærgerlig over, at især De Radikale ikke har ønsket at støtte velfærdsloven:
“Det er grotesk, at de borgerlige partier sammen med De Radikale ikke vil være med til at sikre velfærden. Nu er der ingen garantier for vælgerne, hvis magten skifter,” siger Pia Olsen Dyhr til Avisen Danmark.
Er det godt eller skidt at velfærdslov droppes?
Først publiceret: 7. april 2022
Artiklen er sidst opdateret 11. april 2022 kl. 7:02