Rødstrømpe og pessar-forkæmper fylder 80 år

Ulla Dahlerup vakte forargelse med kravet om pessar til unge piger. Siden blev hun rødstrømpe, journalist og kritiker af indvandringen. 21. marts fylder hun 80.

Ulla Dahlerup har aldrig været bleg for at stille sig midt i debatten - som aktivist, politiker og ivrig debattør. Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix

Ulla Dahlerup var en toneangivende figur i 1960’ernes danske kønsrolledebat, da hun agiterede for kvinders ret til at bestemme over egen krop.

Journalisten og debattøren blev landskendt, da hun i et tv-program i 1963 argumenterede for, at skolepiger, når de blev 15 år, skulle kunne få pessar hos lægen uden forældrenes samtykke. Ifølge loven var grænsen 18 år.

I begyndelsen af 1970’erne var Ulla Dahlerup, som 21. marts runder 80 år, rødstrømpe.

Hun førte i 1970 an i en aktion, hvor en betjent bar hende ud af en bybus. Rødstrømperne nægtede at betale mere end 80 procent af billetprisen i protest mod den ulige løn for mænd og kvinder.

Skaber debat

Ulla Dahlerup har altid haft sans for at hvirvle støv op og skabe debat.

Hendes første to romaner, “Gløder i asken” (1961) og “Jagt efter vinden” (1962), skildrer en ung piges personlige og seksuelle frigørelse.

Erfaringerne fra rødstrømpernes basisgrupper blev beskrevet i “Søstrene” (1979).

I 1993 udkom egnsfortællingerne “Smedens søn og andre historier”, der ligesom “Dengang familien var alt” fra 1995 var baseret på interview med ældre mennesker.

Kamp mod indvandring

Omkring år 2000 begyndte hun at “ytre sig særdeles kontroversielt om flygtninge og indvandrere”, som der står i opslagsværket Den Store Danske.

Hun meldte sig ind i Dansk Folkeparti i 2003, og mange husker stadig hendes bidske tale på landsmødet i 2003, hvor hun blæste til kamp mod indvandring og kulturradikale.

De lugtede efter hendes beskrivelse som “råddent blomstervand”.

Året efter stillede hun op til EU-Parlamentet, men kom ikke ind, og hun forlod partiet i 2009.

Den jævne dansker

Ulla Dahlerup har altid henvendt sig til den jævne dansker, og man kan ikke frakende hende et stort personligt mod, skriver videnscentret for køn og ligestilling Kvinfo.

– Hun er et uhyre kompliceret menneske, hvis holdninger ofte går på kryds og tværs af de grænser, der normalt sættes mellem det progressive og det reaktionære, konstaterer Kvinfo.

Ulla Dahlerup er født ind i højskolemiljøet. Hun voksede op på Testrup Højskole i Maarslet, hvor forældrene var lærere.

Også hendes to søstre, Pil og Drude, er kendt i offentligheden – Pil Dahlerup som litteraturhistoriker og dr.phil., mens Drude Dahlerup er dansk-svensk professor i statskundskab og medstifter af den EU-kritiske Junibevægelse.

Journalist på flere medier

Ulla Dahlerup har arbejdet som journalist på B.T., Berlingske Tidende, Det Fri Aktuelt, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet. Hun var medlem af TV 2’s bestyrelse fra 2003-2009 for Dansk Folkeparti.

Hun har også holdt foredrag og har været boganmelder og kulturmedarbejder på DR.

Dahlerup har været gift to gange og levet i et papirløst forhold. Hun har tre børn.

Først publiceret: 20. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 22. marts 2022 kl. 11:52

Se, hvad vi ellers skriver om:

og