Dronningen giver en million kroner til Ukraine

Dronning Margrethe har sammen med sin søn og svigerdatter, kronprinsesse Mary, besluttet at give en million kroner fra deres to fonde til indsamlingen til Ukraine. Foto: Ritzaus Scanpix.

Kongehusets hjemmeside i dag fortæller, at bestyrelsen for Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og bestyrelsen for Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond har besluttet sammen at donere 1.000.000 kroner til ofrene for krigen i Ukraine.
Under overskriften ”Sammen for Ukraine” samler en lang række danske nødhjælpsorganisationer lørdag den 12. marts 2022 ind til akut hjælp til ofrene for krigen i Ukraine.

H.M. Dronningen og D.K.H. Kronprinsparret ønsker at støtte indsamlingen med en fælles donation fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og Kronprins Frederiks og Kronprinsesse Marys Fond med 1.000.000 kroner.

Gør dronningen trist

I forbindelse med donationen udtaler Dronningen:

”Der er krig i Europa igen. Det gør mig uendelig trist at være vidne til det, der nu sker i Ukraine. Det fremskridt og det håb, som blomstrede overalt i Europa efter Berlinmurens fald, smuldrer nu for øjnene af os.

Dagligt følger vi billeder af krigens ødelæggelser og uretfærdighed. Ulykkelige billeder af børn og kvinder, der må sige farvel til deres fædre, brødre og mænd, der som soldater kæmper for Ukraine, men også heltemodige billeder af en stærk ukrainsk ungdom, der kæmper for den frihed, de har ret til, og som de lige nu forsvarer med deres liv.

For os som danskere gør hele situationen et uudsletteligt indtryk. Vi føler med den ukrainske befolkning og støtter alle, der yder nødhjælp og arbejder for at redde menneskeliv.

Må denne meningsløse krig bringes til ophør snarest.”

De får pengene

Dronning Margrethe har sammen med kronprinsparret besluttet at pengene skal fordels mellem følgende hjælpeorganisationer:

Følgende nødhjælpsorganisationer får del i det samlede beløb:

ADRA Danmark, Amnesty International Danmark, CARE Danmark, CARITAS Danmark, Dansk Folkehjælp, DRC Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, International Media Support, Læger Uden Grænser, mellemfolkeligt Samvirke, Mission Øst, Oxfam Ibis, PlanBørnefonden, Red Barnet, Røde Kors, SOS Børnebyerne, UNHCR – FN’s Flygtningeorganisation og UNICEF Danmark.

Læs mere om kendte, kongelige og mange andre emner i SeniorNews. Danmarks eneste nyhedskanal til seniorer.

Nyhedsbrevet kommer hver morgen på mail. Det er gratis og fyldt med seniornyheder, konkurrencer og gode tilbud.

Først publiceret: 12. marts 2022
Artiklen er sidst opdateret 15. marts 2022 kl. 18:59

Se, hvad vi ellers skriver om: