Monica Krog-Meyer: Jeg peakede i Paris

KLUMME:

2021 har ikke betydet så mange rejser, som danskerne godt kunne tænke sig. Corona lukkede os inde, eller lukkede de lande inde, som vi rejser til.

Manden og jeg nød den dejlige sommer og havde egentlig ikke planlagt noget. Men så fik jeg en ide! Jeg kendte en, der lejede sin lejlighed i Paris ud, den var til at betale. Paris er ellers blevet rasende dyr.

Måske vi kunne leje det sted? Og så strammede jeg buen, og spurgte, om der var mulighed for at leje den en hel måned. Tænk at have tid nok, at kunne falde lidt til uden at have storbyferie-stressen siddende og tjeklisten hængt op, så alt bliver husket og krydset af i en rasende fart.

Det lykkedes. Vi kunne klemme os ind fra starten af oktober til starten af november. Og vi slog til. 2 små værelser med alt, hvad vi havde brug for. Metro i nærheden og to forskellige bagere med friske baguettes, som min mand hentede hver morgen. Mundbind og coronapas var påkrævet, men det gik fint.

Som 25-årig boede jeg som studerende 7 måneder i Paris. Gammel kærlighed ruster ikke, og jeg trængte meget til at se, om byen lignede sig selv her over 45 år efter. Og det gjorde den!

Måden vi undersøgte det på var ved at gå. Enten gik vi fra lejligheden hen til det museum, vi skulle se eller det kvarter, vi ville opleve. Andre dage tog vi metroen ud og gik hele vejen hjem. Den er stor, den by. Der bor 2,2 millioner mennesker, så vi fik travet en hel del.

Talte skridt

Hver aften aflæste vi mobilens skridtmåler og var meget imponerede over os selv.

Jeg har lavet rejsedagbog for at huske alt det, vi oplevede i den måned, og i øverste højre hjørne står der, hvor langt vi gik hver dag. 14.000, 14.000, 13.000, 13.000 og 19.000 skridt den første uge. Ret godt gået af årgang 1949 og 1950, syntes vi selv. Vi gik og vi gik; derfor vi sov rigtig godt om natten og længe om morgenen. Kroppene skulle restitueres.

Det var ikke en konkurrence. Visse dage gik vi nærmest ikke, men slappede af, læste avisen og samlede kræfter til næste oplevelse. Men fornemmelsen af at indtage byen i det trav, vi selv bestemte, var fænomenal.

”Skal vi ikke gå hen til Triumfbuen?” ku’ vi sige, for den lå lige i nærheden. Gammel og mastodontagtig. Utrolig smuk. Den havde netop været pakket ind af Christo og hans kone Jeanne-Claude, så vi fulgte nedtagningen af det stålskelet, der var sat på for at beskytte dette nationalklenodie.

Vi var oppe på Triumfbuen og så ud over byen og fik øje på andre store bygningsværker. ”Skal vi ikke gå derhen?” Og så af sted, kultur- og historiestafetten fortsatte, dag efter dag.

Og jeg konstaterede, at den måde, jeg havde oplevet Paris på som 25-årig var præget af nysgerrighed efter at opleve det, der var nyt og endnu ikke nået til København, hvor jeg kom fra. Men helt anderledes når man er 70+ og lægger mærke til ganske andre ting.

Faktisk var det det storladne og det historiske, der talte til mig denne gang. Det gamle, det slidte, det, der emmede af de voldsomme begivenheder, byen har oplevet: Her lå domkirken Notre Dame, der brændte og heldigvis bygges op igen, her blev adelen halshugget, her har man samlet “souvenirs'” fra alle de oprindelige civilisationer i kolonierne og skabt et enestående museum, så alle husker, hvad inkaerne, indianerne, de sorte i Afrika, inuitterne og de der boede i Oceanien frembragte, hvordan de levede og hvad de troede på.

Bedste ide i årevis

Alt det gamle talte til mig. Som om der blev sendt lydbølger gennem tiden fra dem til mig. Det var forunderligt og stærkt.

Undervejs på vores vandringer lod vi os dumpe ned på aldeles nutidige cafeer og restauranter, når vi trængte til at fordøje alle indtrykkene. Og så kunne vi gå igen.

Det er den bedste ide, jeg har fået i årevis, at vi havde tid til at være. Vi kunne frit vælge, hvor vi havde lyst til at gå hen. Jeg kunne tale i timevis om alle stederne, alle oplevelserne. Billederne vi tog på gåturene hjælper med til at huske. Og vejret var med os, sol hver eneste dag minus 3 af dem.

Da vi kom hjem, havde jeg store ambitioner om at holde fast i de lange gåture. Det er god motion, holder os sunde og raske lidt længere.

MEN første gang vi gik en lang tur, stadig med “Paris i fødderne”, var jeg simpelthen SÅ træt og udmattet, jeg kunne nærmest ikke slæbe mig hjem. Jeg havde vist taget munden for fuld.

Men der var heller ingen skønne cafeer på ruten eller åndehuller, hvor de trætte vandringsmænd kunne få et hvil og tanke op. Der var ikke rigtig noget at gå efter.

Jeg konstaterer, at jeg peakede i Paris. Måske skal jeg tage den lidt med ro og ikke tro, at jeg er en trænet ungdomsatlet. Jeg er en glad mormor, stadig i ok form, rask og rørig. Ingen grund til at udfordre skæbnen, når der ikke er antikke mindesmærker, der lokker.

Hvad er der nu i vejen med en helt almindelig gåtur?

Først publiceret: 22. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 12:44