Se den danske OSCAR-film gratis
DR viser i morgen tirsdag den prisvindende danske film, FLUGT, som bliver spået gode chancer for at få en OSCAR-statuette til Danmark til marts.
Nu har du mulighed for at se den prisvindende danske film, FLUGT, helt gratis.
Det er DR, der viser filmen i morgen tirsdag på DR2 kl.21.00. Men allerede fra i dag mandag kan filmen streames på DR.TV.
“FLUGT” har de seneste måneder vundet mange priser over hele verden, og den bliver spået rigtig gode chancer for at få en OSCAR-statuette til marts i Los Angeles.
Filmens specielle animering og dens rolige fortælletempo er meget dragende, og Amins historie rammer mange seere – især mænd – lige i hjertet. Det er ikke spor underligt, at den går sin sejrsgang over hele verden.
Nomineret igen
“FLUGT” blev forleden også nomineret til to af de britiske Bafta-filmpriser.
Siden den danske animationsfilm havde premiere i sommeren 2021, er det faktisk strømmet ind med ros fra både anmeldere og filmentusiaster.
Filmen, der sidste år blev kåret som Bedste Dokumentarfilm på Sundance filmfestivalen, kan nu sætte flueben ved endnu en milepæl.
“FLUGT” er nemlig nomineret til den største britiske filmpris, Bafta, i kategorierne Bedste Animationsfilm og Bedste Dokumentarfilm.
Bag filmen står den 40-årige instruktør Jonas Poher Rasmussen. Han har skrevet manuskriptet i samarbejde med den afghanske flygtning Amin Nawabi, hvis livshistorie udgør rammefortællingen om filmen.
Gamle venner
De to – Jonas og Amin – deler et langt venskab, som kan spores tilbage til gymnasietiden.
I filmen er Amin 36 år og veluddannet. Alt virker godt udadtil, men indeni kæmper Amin en kamp med fortidens traumer.
Han er opvokset i 80’ernes Afghanistan, hvor en nådesløs borgerkrig sender den blot 11-årige Amin på en farefuld flugt, som først fem år senere slutter med ankomsten til Danmark.
Amin Nawabi er et dæknavn for hovedpersonen, som har ønsket at være anonym.
Vil ikke være offer
Han ønsker ikke at blive set som et offer, har instruktøren Jonas Poher Rasmussen udtalt i et interview med Times of Israel.
Jonas Poher Rasmussen har flere animationsfilm bag sig. “FLUGT” har dog med afstand været instruktørens største succes.
Om det lykkes for “FLUGT” at hive Bafta-priser hjem, afgøres 13. marts, hvor uddelingen finder sted i Royal Albert Hall i London.
Bafta er Storbritanniens svar på den amerikanske Oscar-uddeling og anses for at være en af de mest prestigefulde priser i filmindustrien.
Den animerede film “FLUGT” er desuden i spil til at blive nomineret til en Oscar i kategorierne Bedste Internationale Film og Bedste Dokumentar, der uddeles uddeles 27. marts.
Filmen vises på DR2 tirsdag 8.februar kl.21.00. Flugt kan allerede streames på DR.TV fra i dag mandag 7. februar 2022.
Først publiceret: 6. februar 2022
Artiklen er sidst opdateret 16. februar 2022 kl. 14:56