Økonomi: Februar bliver billig

Årets korteste måned har ingen terminer og kvartalsregninger. Det kan give dig mulighed for at polstre kontoen og se lidt længere frem økonomisk.

Mange bække små i form af småmønter kan godt forsøde en weekendtur med en ven eller familien

December var en hård nyser for privatøkonomien med et svimlende højt budget til mad og gaver. Januar fulgte trop med bunkevis af regninger og betalinger.

Derfor er det kun rart med et lille pusterum i februar, hvor du lige kan få lov til at trække vejret.

Læg budget

“Februar er en kort måned, og det er generelt også en billig måned. Der er ingen terminsdatoer eller kvartalsmæssige regninger”, siger Morten Nordahl, som driver den private rådgivningsvirksomhed Finansielrådgivning.dk.

Hvis du brugte januar til at lægge et budget for året, så er februar også et godt tidspunkt til at tage et kig på budgettet og vurdere, om det stadig er realistisk.

Så kan du nå at file lidt på posterne, så det stemmer for resten af året.

Grabberne væk

Og så er det også nu, du har chancen for at pynte lidt på budgettet, så der måske er lidt mere at tære på resten af året.

“Februar er et afbræk og en mulighed for at overføre mere til budgettet, som bliver et plus fremadrettet. Så når budgetkontoen går i plus i februar, skal du faktisk holde nallerne fra den”, siger Morten Nordahl.

“Det giver generelt rigtig god mening, at man ikke bare laver et budget og tror, at det er det – men at man løbende følger op på det”, supplerer Anders Valdemar Juhl, som er direktør og stifter af rådgivningsvirksomheden Uvildigraad.

“Der kan jo opstå noget uforudset”, siger Anders Valdemar Juhl.

Gør opsparing til en leg

* Tal med familien om, hvad I gerne vil spare op til. Så er det nemmere at gøre til et fælles projekt.

* Når I har et fælles mål at spare op til - eksempelvis en ferie - bliver det meget lettere at minde hinanden om i det daglige, hvorfor I ikke skal bruge penge på eksempelvis impulskøb.

* Sørg for at visualisere målet, eksempelvis med billeder.

* Spar gerne fysisk op, så I kan følge med i, hvor meget opsparingen vokser, og hvor tæt I er på målet.

/ritzau fokus/

Pusterummet i februar giver dig også mulighed for at se på din privatøkonomi i et lidt større perspektiv.

Lav en plan og læg en retning for økonomien, lyder rådet fra Anders Valdemar Juhl.

Overvej, hvad du og familien gerne vil spare op til. Gør det så konkret som muligt.

Spare-dåser

“Lav for eksempel nogle opsparingsdåser, I lægger pengene i. Det kan være 1000 kroner om måneden til ferie eller til ny bolig. Det tvinger en til at holde sig på sporet”.

“Så får du en gulerod at løbe efter og får synliggjort det mål, du vil opnå”, forklarer Anders Valdemar Juhl.

Hvis I ikke har planlagt sommerferien endnu, så er det et godt tidspunkt at tale om jeres planer og drømme.

Få gerne hele familien med på galejen.

Foto af sandstrand

“Hvis I drømmer om at komme til Mallorca, så hæng et billede op af destinationen, og sig, at det kræver så 20.000 kroner. Så kan der gå sport i det”.

“Det er vigtigt at visualisere målet, så bliver det nemmere at nå derhen. I kan også have et målebånd, I klipper bidder af. Så får man hele familien med på det”, siger Anders Valdemar Juhl.

Først publiceret: 26. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 18. februar 2022 kl. 13:38

Se, hvad vi ellers skriver om:

og