Bedste medicin mod ondt i halsen og forkølelse
Hovedpine, ondt i halsen og forkølelse florerer lige for øjeblikket. Brug de milde smertestillende håndkøbsmedicin med paracetamol, og bliv så ellers hjemme og slap af, til virussen er ude af kroppen.
Ud over coronavirus, så florerer lige for øjeblikket ondt i halsen, forkølelse og hovedpine blandt danskerne, og mange leder efter en mirakelkur, så virussygdommen kan bliver overstået i en fart.
Der bliver derfor langet masser af hostesaft, sugetabletter og diverse spray over disken hos apotekerne, når halsen står i flammer og hosten har holdt dig vågen hele natten. Men det har ingen dokumenteret effekt.
Heldigvis kan du lindre ømhed, ubehag og lidt feber med smertestillende håndkøbsmedicin. Men du bør som udgangspunkt holde dig til piller med paracetamol, som f.eks. Panodil, Pamol og Pinex.
Det siger professor ved Klinisk Farmakologi og Farmaci på Syddansk Universitet, Anton Pottegård, til Samvirke.
Til gengæld skal du være varsom med at tage lægemidler som f.eks. Ipren. Altså lægemidler, hvor det virksomme stof er ibuprofen.
»Man skal som udgangspunkt lade være med at tage Ipren, hvis man har lette smerter eller feber, som man gerne vil have slået ned med medicin. Det er uanset, om smerterne er forårsaget af en virus eller har en anden årsag«, siger Anton Pottegård.
Generelt skal man være varsom ved brug ibuprofen, er fordi stoffet har langt mere alvorlige bivirkninger end paracetamol. Eksempler herpå er irritation af slimhinde i maven, mavesår, hjerte-kar-bivirkninger og nyrepåvirkning.
Endelig er der desværre stadig nogen, der tror at infektioner og betændelse forårsaget af virus kan bekæmpes med antibiotika. Men antibiotika er kun virksomt, når det er bakterier, der er skyld i miseren.
Det skal du gøre
- Bliv hjemme og slap af
- Sørg for hverken at have det for varmt eller for koldt
- Drik rigeligt med væske – varme drikke kan lindre i halsen. Som hovedregel har du brug for cirka en halv gang mere at drikke, end du plejer at få
- Spis næringsrig mad. Især hvis din influenza har varet længere end 3 døgn
- Luft ud i værelset, hvor du opholder dig – mindst 3 gange 5 minutter i døgnet.
- Hold en god hygiejne. Husk at vaske hænder tit og hver gang, du har pudset næse. Nys i ærmet, og læg de brugte papirlommetørklæder i en lukket plasticpose.
Først publiceret: 9. januar 2022
Artiklen er sidst opdateret 23. februar 2022 kl. 13:21