Små brugser drukner i pakker, der ikke hentes

 Vi sender pakker retur flere gange om ugen, fortæller brugsindehaver, fordi antallet af pakker slår ny rekord ovenpå Black Friday.

Brugsuddeler Michael Nørskov har med et glimt i øjet lavet et helt gratis ’Ja tak-tilbud’ på Dagli’Brugsen Askovs’ facebookside. Her kan kunderne for nul kroner sige ’ja tak’ til at hente sine pakker, så brugsens pakkelager kan blive tømt.
Det bugner nemlig med papkasser i Dagli’Brugsen i Askov her ovenpå Black Friday, fortæller Michael Nørskov til DR Syd og Sønderjylland.

Og folk lader ikke til at have travlt med at få hentet deres varer.
– Vi sender jævnligt pakker retur. Det gør vi flere gange om ugen. Og vi oplever også, at folk først henter deres pakker lige op til afhentningsfristen.

Det gør du, hvis din pakke forsvinder

Ifølge Forbrugerrådet Tænk skal du kontakte den butik, hvor du har købt din varer, hvis din pakke er forsvundet i posten. Det er nemlig forhandleren, der har ansvaret for pakken, indtil den når udleveringsstedet. De kan enten sørge for at finde pakken igen, eller sende dig en ny pakke hurtigst muligt.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk

Og han er langt fra den eneste købmand, der er presset af de mange pakker, som folk har bestilt, men tilsyneladende er lidt sløve til at få hentet.

Ifølge Helle Nielsen, der er direktør for Retail Danmark hos PostNord, har postvirksomheden oplevet dage med rekordstore mængder pakker sammenlignet med sidste år.
– Der er dage med væsentlig flere pakker end tilsvarende af de største dage i 2020, som jo også var præget af nedlukninger. Så vi taler altså om rekordstore dage på posthusene.

Frygter at må afvise pakker

Margrethe Svane træder ind ad skydedørene til brugsen i Askov. Hun er kommet for at hente to pakker, hun bestilte, da det var Black Friday, fortæller DR Syd og Sønderjylland.
– Vi har været isoleret derhjemme med corona, så det er derfor, vi først henter nu. Men jeg tror måske, mange venter nogle dage, hvis de har flere pakker, så de kan hente på én gang, siger hun.
Michael Nørskov genkender det billede. Selvom det heldigvis er de færreste, der venter til allersidst, fortæller han.
– Det bliver sværere at finde plads og sværere at finde de pakker, kunderne skal have. Og det er jo ikke bare småting. Folk modtager også møbler og kontorstole, siger Michael Nørskov.

Over 300 pakker hver dag

Men selvom der nu er to pakker mindre på lageret hos Dagli’Brugsen i Askov, kan uddeleren dårligt nå at glæde sig. For inden længe kommer der en lastbil og læsser 300-350 pakker af, så situationen er presset hos købmanden, fortæller han.
– Vi kan ende i en situation, hvor vi er nødt til at sige nej til at modtage flere pakker.
Ifølge Post Nord er det begrænset, hvor ofte budene bliver nødt til at fragte pakkerne videre, fordi der ikke er plads på det udleveringssted, man har bestilt til. Men sker det, bliver pakkerne leveret til den nærmeste pakkeboks, og modtageren får besked om, hvor pakken kan hentes, oplyser PostNord.

Se videoen fra Dagli’ Brugsen i Askov HER

Først publiceret: 6. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

og