Anders Langballe: Jeg fik lussing af TV2 chef
TV 2's ledelse blev orienteret om den fysiske vold, siger Anders Langballe til Ekstra Bladet.
Ud over de mange tilfælde af sexisme, har der også været tilfælde af fysisk vold på TV 2, og det er den nuværende ledelse orienteret om.
Det fortæller Anders Langballe, som er tidligere politisk redaktør på TV2, til Ekstra Bladet.
– Jeg har meget detaljeret redegjort for fysisk vold over for Anne Stig Christensen (den administrerende direktør hos TV 2, red.) – både på skrift og tale – om hvad jeg selv har oplevet på TV 2 med forskellige chefer, hvor én person er meget central nu.
– Den meget konkrete episode ligger mange år (7-8 år, red.) tilbage i tiden, og den var et udtryk for brutaliteten i ledelsen. Hvis man ikke indordnede sig, så kunne det udmunde i fysisk vold, fortæller Langballe til Ekstra Bladet.
Han vil uddybe, hvem der stod bag volden, eller hvem det var rettet mod. Han fortæller heller ikke, hvilken form volden havde.
Mikkel Hertz stak lussing
Men Ekstra Bladet har fra flere andre kilder fået information om hvad det var der skete. Det var nemlig Anders Langballe selv, der fik en syngende en lussing af TV2 News chefen, Mikkel Hertz.
Det skete under en julefrokost for chefer på TV 2. Her gav den daværende kanalchef på TV 2 News, Mikkel Hertz, en syngende lussing til den daværende politiske redaktør på TV 2, Anders Langballe.
Det kan Ekstra Bladet afsløre på baggrund af flere kilder, som var til stede ved julefrokosten, men som ønsker at være anonyme.
Kilderne oplyser samstemmigt, at episoden fandt sted ved den årlige såkaldte ‘Legendernes Julefrokost’ på en restaurant i København for syv-otte år siden.
Anders Langballe orienterede den nuværende ledelse på TV2 om hændelsen for cirka et år siden, hvor advokatundersøgelsen af mulig sexisme var i gang på mediet.
– Vi aftalte, at hun (Anne Stig Christensen, red.) ville tage de oplevelser med videre i kulturarbejdet, som handlede om MeToo og arbejdsmiljø i bredere forstand, fortæller han til Ekstra Bladet.
Ikke gjort nok
Anders Langballe mener ikke, at ledelsen ind til nu har gjort nok ved problemet, og at problemerne ikke kan isoleres til sager om sexisme.
På Twitter skriver han, at dokumentaren “MeToo: Sexisme bag skærmen”, som udkom i denne uge, er “helt central for afdækningen af den brutale kultur på TV 2, som udmundede i MeToo”.
– Men problemerne er bredere end som så. På TV 2 blev både psykisk og fysisk vold legitimeret. Det er en virkelighed, som TV 2 fortsat ikke vil forholde sig til, skriver han.
Han nævner selv i samme tråd en lussing som et eksempel på fysisk vold.
I et skriftligt svar siger Anne Stig Christensen, at hun har “haft gode samtaler med Anders Langballe, hvor jeg blandt andet støttede ham i at udgive en bog om sine erfaringer med et hårdt arbejdsliv”.
– I den dialog har Anders også givet værdifuldt input til vores igangværende kulturarbejde, herunder om balancen mellem arbejde og privatliv og om vores tone på TV 2.
Anders er kritisk overfor os
– Anders Langballe er kritisk over for vores kultur, og vi har også erkendt, at der er problemer i TV 2’s kultur, som vi er i gang med at gøre op med, lyder det.
Ifølge Anne Stig Christensen forholder TV 2 sig “i dén grad til vores kultur, og vi har taget grundlæggende fat i at ændre på de områder, hvor vi har en usund arbejdskultur”.
Anders Langballe var tidligere politisk redaktør på TV 2, indtil han i november 2018 fik en blodprop i hjernen og efterfølgende blev sygemeldt.
Senere har Anders Langballe i sin bog ‘Forfra’ beskrevet den hårdkogt arbejdskultur, som gjorde, at han følte et enormt pres for hele tiden at skulle bevise sit værd. Det endte med stress og to blodpropper i hjernen.
I bogen skriver Anders Langballe især om den tidligere nyhedsdirektør på TV 2, Mikkel Hertz.
“Chefen var den senere nyhedsdirektør Mikkel Hertz, som jeg ad åre fik et godt og fortroligt samarbejde med som politisk redaktør, men som også var en bærer og bevarer af den hårde, maskuline ledelsesfilosofi og kultur, som jeg til sidst slog mig så hårdt på, at jeg måtte begynde forfra på livet”, skrev han bl.a. i sin bog.
Først publiceret: 6. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:17