Badge viser du er fritaget for at bære mundbind
Nu kan du få et gratis badge, der viser, at du er fritaget for at bruge mundbind eller visir - for eksempel hvis du lider af astma, angst eller lungesygdommen KOL.
Er du blandt de danskere, der på grund af sygdom eller andet ikke bærer mundbind eller visir? Nu kan du vise for andre, at det er OK.
Badget skal gerne minde omgivelserne om, at der er nogen, der ikke kan bære mundbind eller visir.
Niels Sandø, Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen sammen med en række patient- og handicaporganisationer udviklet et nyt badge, som du kan bære for at signalere synligt, at du er fritaget fra kravet.
Årsagen kan være, at du har en sygdom eller tilstand, der kan give betydeligt ubehag, vejrtrækningsbesvær eller påvirke din funktionsevne ved brug. Det kan for eksempel være hvis du lider af astma, angst eller lungesygdommen KOL
Det nye badge er gratis og kan fås hos en række patientforeninger og kommunale institutioner. Det kan også bestilles her.
Undgå episoder
Det har været et ønske fra både borgere og flere patientorganisationer, at man skal kunne signalere, at man er fritaget fra at bruge mundbind eller visir, oplyser enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.
“Der har været situationer for i supermarkeder, hvor borgere er blevet set skævt til eller afkrævet et svar på, hvorfor de ikke har haft et mundbind eller visir på af andre kunder. Det kan føles meget ubehageligt for den enkelte at blive udsat for. For at undgå sådanne episoder har vi udviklet et badge,” siger Niels Sandø.
Der er ikke krav om at kunne dokumentere, at man er fritaget for at bære mundbind eller visir.
Vær tolerant
Tvivlen skal altid komme den enkelte til gode. Et badge er derfor ikke dokumentation for fritagelse, og man kan også være fritaget, selvom man ikke har et badge på.
”Badget skal gerne minde omgivelserne om, at der er nogen, der ikke kan bære mundbind eller visir. Så derfor kan vi kun opfordre til, at vi alle er tolerante over for hinanden og husker på, at der kan være en god grund til, at en person ikke bærer mundbind eller visir, og at årsagen ikke altid er synlig”, siger
Niels Sandø.
Får angst af mundbind
En af de personer, der er fritaget fra kravet om mundbind, er Per Ljungman, der lider af angst og klaustrofobi.
Han tager medicin for angst og undgår situationer, som fremkalder klaustrofobi – men brug af mundbind fremkaldte begge dele.
“Jeg fik en voldsom angstreaktion og kunne ikke trække vejret. Jeg har også prøvet med visir, men også det giver mig en ubehagelig oplevelse af at være lukket inde, som fremkalder angsten,” fortæller Per Ljungman.
Svært ved at trække vejret
Jeanette Dalager er også fritaget. Med en kombination af svær astma og allergi er hun præget af
vejrtrækningsbesvær og en næse, der næsten altid er stoppet.
Og hvis hun tager et mundbind på, bliver hendes vejrtrækning stærkt forringet.
“Folk ved måske ikke, at der er nogle, der har de her problemer. Derfor kan det hjælpe, hvis alle er bekendt med, at der er nogle, der har en sygdom, som gør det svært for dem at bruge mundbind eller visir. Det tror jeg, at et badge fra Sundhedsstyrelsen vil kunne hjælpe med til,” siger hun.
Først publiceret: 2. december 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:11