Forbipasserende stjæler fra økologisk vingård

Ubudne gæster går på rov i vinrankerne hos bynær vingård, og det kan ødelægge dele af vinbondens høst. Hun kommer derfor med opfordring.

Med lunt og solrigt sommervejr tegner i år til at blive en rigtig god sæson for de sjællandske vinbønder, men på en vingård lige uden for København er der skår i glæden.

For her oplever en økologisk vinbonde, at høsten trues af personer, der stjæler blade fra hendes vinplanter – blade, der er essentielle for, at druerne kommer til at smage, som de skal.

“Det er absurd, at nogle kan være så frække at gå ind og ødelægge andre folks arbejde”, siger Miriam Arcerito til TV 2 Lorry.

Hun ejer Nordlund Vingård, hvis vinmarker kiler sig ind i en lille grøn plet i Hvidovre Kommune. Tæt på byen, og derfor også tæt på beboere, som ynder at gå tur i området.

Men desværre for vinbonden byder den bynære placering også på udfordringer med at holde langfingrede personer fra hendes ejendom.

Piller bladene af

For nylig opdagede naboer til gården, at ukendte gerningspersoner traskede ind på hendes vinmarker, som ligger ud til en lille gangsti, på jagt efter blade fra planterne.

Miriam Arcerito forklarer, at de ubudne gæster piller bladene af og også hiver stænglerne ud. Stængler som hun brugt tid og kræfter på at gå og flette ind.

Det er langt fra første gang, Miriam Arcerito har oplevet bladtyveri fra sine vinmarker.

Bladtyvene tager netop de store blade, som skal blive hængende, når man tynder ud i marken – for de er vigtige for sukkerproduktionen i druerne.

– Jeg kæmper virkelig for at holde denne her vingård. Jeg dyrker det hele økologisk og laver alt manuelt. Så det gør virkelig ondt, at nogle tramper på mit arbejde på denne her måde, siger vinbonden.

Teori: Bruges til madlavning

Selv tror Miriam Arcerito, at personerne, der stjæler bladene, bruger dem til madlavning. Derfor har hun et forslag til bladtyvene:

– Jeg synes jo, at folk bare skulle anskaffe sig en vinplante. Den er supernem at holde og virkelig flot og dekorativ. Så dyrk da bladene derhjemme.

Ifølge interesse- og brancheorganisationen Foreningen Dansk Vin er hovedstadsområdet hjemsted for 14 vingårde.

Nordlund Vingård er sammen med Lunden Vingård i Gentofte de to vingårde, der er tættest placeret på København.

Først publiceret: 29. juni 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 9:41