Sirenen hylder kl.12 i dag: Det er bare en øvelse

Det er "Store Hyledag" i dag, hvor sirenevarslingssystemet prøves af kl.12.00.

Kl.12 hyler det nationale varslingssystem over hele landet for at prøve systemet af.

Selv om det har været en tradition i mange år at prøve sirenerne af den første onsdag i maj, så er der stadig mange, der tror, at der er fare på færde og ringer til politiet.

Sirenerne er opsat på bygninger eller master i byområder med flere end 1.000 indbyggere og kan høres af 80 procent af befolkningen. Meningen med systemet er at advare befolkningen om fare. Politiet kan sætte sirenerne i gang i tilfælde af fx alvorlig luftforurening eller angreb.

Sirenevarslingssystemet testes faktisk hver nat uden lyd. Men én gang om året skal systemet altså også testes med lyd. Siden 1994 er det sket på den første onsdag i maj.

Det betyder sirenevarslingen

Når sirenerne hyler for alvor, betyder det, at du skal gå indenfor og søge information hos DR og TV 2.

Det er vigtigt, at man ikke ringer til 1-1-2 eller 1-1-4, da det kan blokere for livsvigtige opkald.

Når varslingssystemet afprøves, vil det ske over tre omgange. Først klokken 12.00 og 12:04, hvor varslingssignalet lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder. Varslingssignalet består af en tone, som stiger hurtigt og falder langsomt.

Klokken 12:08 starter afvarslingssignalet, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang, ensartet tone, som varer 45 sekunder.

Sirenevarsling for hørehæmmede

Er du hørehæmmet eller døv, kan du tilmelde dig en sms-service.

Hvis du er tilmeldt SMS-varsling, får du automatisk en besked, når der sker en alvorlig ulykke eller en katastrofe, samt hvor i landet der er fare på færde. Du tilmelder sig sirenevarsling via SMS hos borger.dk.

På “Store Hyledag” i dag bliver SMS-varslingssystemet også testet samtidig med sirenerne

Først publiceret: 5. maj 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 16:40

Se, hvad vi ellers skriver om: