Danske Bank vil kræve betaling for opsparinger over 100.000
Danske Bank har sænket grænsen for, hvornår man skal betale negative renter af sin opsparing i banken.
Danske Bank sænker grænsen for, hvor mange penge man kan stående uden at skulle betale negative renter.
Fra 1. juli vil man skulle betale en negativ rente på 0,6 procent af beløb over 100.000 kroner. Tidligere var grænsen 250.000 kroner. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.
Danske Bank følger dermed i hælene på de øvrige store banker i Danmark som Nordea, Jyske Bank og Sydbank, som alle har sat en lignende grænse.
Danske Banks begrundelse er, at renterne generelt set er negative, hvilket betyder, at det koster penge for banken at have kundernes opsparinger stående.
“Vi har igennem lang tid oplevet et meget usædvanligt renteniveau, og der er ikke udsigt til, at det ændrer sig”, siger Mark Wraa-Hansen, direktør for Danske Banks privatkunder i Danmark, i pressemeddelelsen.
“Vi har samtidig set et markant stigende indlånsoverskud, som i det nuværende rentemiljø er en stor udgift for banken. Som virksomhed er det selvsagt ikke holdbart i længden, og derfor sænker vi grænsen for, hvornår man skal betale negative renter af sit indestående”, siger han.
Vil du gerne prøve fedmemedicinen?
Først publiceret: 26. april 2021
Artiklen er sidst opdateret 27. april 2021 kl. 11:15