Coronapas: Se reglerne hvis du vil på restaurant eller café

Fra onsdag kan du igen nyde en kop kaffe eller et måltid på en restaurant og café. Se her, hvad du skal huske inden besøget.

Når restauranter, caféer og barer kan genåbne onsdag, er der krav om, at du skal reservere bord, bruge mundbind og huske dit coronapas.

Du skal reservere først

Du skal lave en reservation mindst 30 minutter inden din ankomst. Der er ikke nogen krav til hvordan, så der er for eksempel mulighed for at bestille bord over telefonen, på nettet eller ved at komme forbi 30 minutter inden.

Kravet om reservation gælder som udgangspunkt frem til 6. maj, og det gælder kun ved indendørs servering.

Du skal have et coronapas

Du skal vise dit coronapas og tilhørende legitimation, hvis du vil sidde indendørs.

Det vil sige, at du skal dokumentere, at du enten er vaccineret, testet negativ inden for de sidste 72 timer eller have været registreret smittet inden for de sidste seks måneder.

 

Der er ikke krav om coronapas eller reservation, hvis du sidder udendørs. Du må også gerne gå ind og bruge toilettet på en restaurant eller café uden at vise dit coronapas.

Du skal bruge mundbind

Du skal bære mundbind eller visir, når du står op. For eksempel på vej ind i restauranten, når du bestiller mad og drikke ved baren eller på vej til toilettet.

Der er ikke krav om mundbind udendørs.

Du kan blive bedt om kontaktoplysninger

Restauranter, caféer og barer opfordres til at lade gæsterne frivilligt registrere deres kontaktoplysninger til eventuel smitteopsporing. Derfor kan du blive bedt om at lade dig registrere.

Du kan hente smittestop appen

Når du tager på restaurant og ud blandt fremmede, kan det være en god ide at hente appen “Smittestop”, som giver dig besked, hvis du har været i nærheden af en smittet.

Hent appen til iPhone

Hent appen til android

  1. Download appen smitte|stop i App Store eller Google Play Butik. For at hente appen skal du have opdateret din telefons styresystem til den seneste version.
  2. Første gang du åbner appen, skal du give samtykke til, at oplysninger om andre app-brugere, som du har været tæt på, gemmes på din telefon.
  3. Du skal også give tilladelse til, at appen må anvende Google og Apples teknologi “Logning af eksponering for COVID-19”.
  4. Telefonen vil nu registrere, hvilke andre app-brugere som du er i nærheden af uden, at du selv kan se, hvem det er. Appen virker i baggrunden, så du behøver ikke have skærmen tændt.

Først publiceret: 18. april 2021
Artiklen er sidst opdateret 3. december 2021 kl. 9:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

og