Politiet advarer: Pas på falsk hjemmehjælper

Ægtepar i 80’erne fik besøg af kvinde, der sagde, hun var hjemmehjælper. Stjal smykker fra kommode og forsvandt i sort bil.

Selv om hun kun var i hjemmet i ganske kort tid, lykkede det en kvinde at stjæle smykker fra et ægtepar i 80’erne.

Kvinden henvendte sig ved ægteparrets hjem i Dannemare og fortalte, at hun var fra hjemmeplejen.

Hun fik lov at komme inden for.

Men da manden fattede mistanke og spurgte efter legitimationskort, forsvandt hun fra stedet i en sort bil af ukendt mærke.

Det var imidlertid lykkedes kvinden at stjæle nogle smykker fra en kommode.

Vær ekstra påpasselig

Politiet opfordrer til at være ekstra påpasselig, når ukendte personer henvender sig.

Er man som ældre ikke tilknyttet hjemmeplejen, dukker der formentlig ikke en medarbejder op – og slet ikke uanmeldt.

Under alle omstændigheder er det hensigtsmæssigt at spørge efter legitimationskort, præcis som den bestjålne ældre mand gjorde.

Hold vinduer og døre låst

Politiet opfordrer også til at holde adgangsdøre og vinduer låst, så uvedkommende ikke ubemærket kan snige sig ind.

”Det bliver ekstra aktuelt, efterhånden som vi nærmer os en mildere årstid,” lyder det fra politiet.

Først publiceret: 13. april 2021
Artiklen er sidst opdateret 28. februar 2022 kl. 13:54

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og