Seniorerne har igen lyst til ferie: Køber rejser til sensommeren

Seniorerne er trofaste overfor regeringens corona-retningslinjer, men de vil også snart ud og rejse igen. Så de bestiller ferie til, når de er vaccineret.

Faglige Seniorer har taget rejsepulsen på tre af de danske rejsebureauer, der traditionelt sender mange seniorer afsted på ferie, NILLES Rejser, Vitus Rejser/65-ferie og Bravo Tours.

Og meldingen er klar: Seniorerne har vejret ferieluft, og de er begyndt at bestille rejser til sensommeren og efteråret.

“Over de sidste 3-4 uger har vi kunnet mærke, at seniorerne har fået rejselysten tilbage. Selvfølgelig ikke i samme størrelse som før corona. Men de vil gerne have noget af se frem til, så de bestiller til sensommeren og til efteråret.”

“Til den tid er de blevet vaccineret, og så venter Spanien og Grækenland, og især Gran Canaria til næste vinter. De efterspørger dog ikke Thailand og andre oversøiske steder endnu. Det kan vi godt mærke”, fortæller Peder Hornshøj fra Bravo Tours.

“Generelt rejser seniorerne mest i 9 af årets 12 måneder, nemlig fra august til maj. Så det er ikke mærkeligt, at det især er sensommeren og efteråret der bliver købt nu”.

Rejser til det nære

Mens Brave Tours sender deres gæster afsted i fly til udlandet, så oplever NILLES Rejser og Vitus Rejser en god interesse for bus- og sejl-ferie i Danmark og nabolandene.

“Vi sælger rejser hver dag, men selvfølgelig ikke på samme niveau som før corona. Men jeg kan sagtens mærke en stor opsparet rejselyst hos dem, der ringer ind”, siger direktør i NILLES Rejser, Miriam Bisgaard Christiansen.

Seniorerne er trofaste overfor det regeringen og myndighederne melder ud

Signe Bonde Poulsen, marketingschef, Vitus Rejser

“Det er rejserne i Danmark og i de nære områder, vi sælger til. Vi tilbyder som noget nyt krydstogter i Danmark med historiske sejlskabet, som for eksempel Fulton, og de rejser bliver revet væk. Derfor har vi også øget vores udbud af rejser i Danmark. Men der er også en del, som har mod på Tyskland og vores nabolande i Norden”.

Det er en fællesnævner, som Signe Bonde Poulsen, marketingschef hos Vitus Rejser/65-rejser, er enig i.

Lytter til myndighederne

“Det er Danmark, Tyskland og de nordiske lande, som seniorerne efterspørger. Og så er de ikke mindst trofaste overfor det regeringen og myndighederne melder ud, siger Signe Bonde Poulsen.

“Ja, de spørger ind til corona, når de ringer. Typisk spørger de ældre kunder, om hvor mange, der bliver på skibet eller i bussen, og hvor de andre gæster kommer fra, supplerer Miriam Bisgaard Christiansen.

Helt hul på efterspørgslen forventer Miriam Bisgaard Christiansen dog ikke, før der kommer klare retningslinjer om, at det igen er sikkert at rejse.

“Det er også en mental ting. Hvis solen skinner, det bliver varmere i vejret, og regeringen kommer med klare retningslinjer for at rejse sikkert, så får mange flere seniorer mod på at rejse”.

 

 

Først publiceret: 21. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 13:54