Døser du hen hele tiden? Træthed er et symptom på mange sygdomme

Er du begyndt at nikke med hovedet, selv om I har gæster? Slumrer du ind hele tiden i sofaen, selv om det er midt på dagen? Enten skal kost- og motionsvanerne lægges om eller også skal du en tur til lægen.

Vi kender alle til, at øjenlågene bliver tunge og glider langsomt i, fordi det er for varmt i lokalet; du har sovet for lidt eller der er knoklet i haven.

Men hvis man konstant føler sig træt igennem flere uger, så skal man stoppe op og finde ud af hvad der ligger til grund for trætheden.

Træthed er nemlig et af symptomerne på rigtig mange sygdomme.

Træthed i sig selv er nemlig ikke en medicinsk sygdom, men altså et symptom.

Hos 10 procent af alle konsultationer hos den praktiserende læge indgår træthed som et af symptomerne. Udfordringen for lægen består i at finde ud af hvilken sygdom træthed er symptom på eller om det skyldes andre årsager.

Symptomer

Mange, der lider af træthed, peger selv på en fysisk sygdom, som de tror de lider af, mens lægen først tænker på psykologiske faktorer og det omgivende sociale miljø i patientens liv.

Det er også et spørgsmål om trætheden er kontinuerlig eller kommer i episoder, hvor lang tid den varer, og ikke mindst om der har været udløsende faktorer.

Lægen er også interesseret i, om der er er andre symptomer som for eksempel feber, vægttab, tørst, nedstemthed og unormal vandladning/afføring.

Endelig kigger lægen også på om patienten har gennemgået nogle store ændringer i sit liv eller måske lider af søvnapnø; altså snorker uregelmæssigt og sover uroligt.

Årsager

Men hvad er det så for sygdomme, som træthed kan være symptom på. Ja, der kan man næsten kigge på hele sygdomsregistret. Det drejer sig især om:

  • Psykiske lidelser, der står for 60 procent af patienter med træthed
  • Jernmangel
  • Infektioner
  • Depressioner, stress, angst, udbrændthed
  • Mangel på motion
  • Kræftsygdomme
  • Lavt stofskifte
  • Diabetes/sukkersyge – både 1 og 2
  • Bivirkning ved medicin
  • Den temmelig sjældne Kronisk Trætheds Syndrom
  • Samt en lang række andre sygdomme, som heldigvis kun rammer sjældent

Hvad kan du gøre?

Voksne mennesker har brug for mindst seks til otte timers søvn. Men det kan variere fra den ene til den anden. Og nogle ældre kan klare sig med endnu mindre søvn.

Find derfor først ud af om du mangler søvn generelt.  Prøv dernæst at leve sundt. Det vil sige spise fornuftig kost efter de officielle kostråd.

Kig også på din motion. Man kan faktisk blive træt af ikke at røre sig.

Forsætter trætheden alligevel, skal man gå til lægen. Især hvis man også har andre symptomer som nattesved, blege slimhinder, blod i afføringen, hævede lymfeknuder og udtalt tørst.

Trætheden kan dække over alvorlig sygdom, men kan også sagtens være et symptom på en sygdom, som er nem at afhjælpe med lægens hjælp.

Læs mere om træthed her:

Netdoktor.dk

Sundhed.dk

Radiodoktoren.dk

Kilder: Netdoktor.dk, Sundhed.dk

Først publiceret: 11. marts 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 9:30

Se, hvad vi ellers skriver om: