Lån film gratis på biblioteket hjemme fra sofaen
Trænger du til at se en god film, kan du gratis låne en på Filmstriben. Se her, hvordan du gør
Filmstriben er bibliotekernes digitale filmtilbud til dig. Du kan bruge Filmstriben, hvis du er oprettet som bruger på dit lokale bibliotek.
Du låner en film på Filmstriben i 48 timer, og det er muligt at stoppe, spole eller gense filmen flere gange på samme enhed. Lånet udløber automatisk efter de to døgn.
Her i coronatiden har udlånet fra Filmstriben sat ny rekord. I 2020 blev der udlånt 1,7 millioner film via bibliotekernes filmportal. Det er 600.000 flere end i 2019.
Mange film at vælge imellem
Filmstriben indeholder en bred vifte af spillefilm, kort- og dokumentarfilm for børn og voksne.
Vi kan varmt anbefale den svenske serie ”Frøken Frimands krig” og ”Amundsen” om den norske polarforsker. Der er også mange film om 2. verdenskrig.
Får du børnebørnene på besøg, kan I se ”Ronja Røverdatter” eller ”Otto er et næsehorn”.
Her finder du Filmstriben
Findes også som app: Hent her til iPhone eller til Android
Først publiceret: 21. februar 2021
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2021 kl. 18:45