Stjal fra 92-årig kvinde
92-årig fattede ikke mistanke, da hun lukkede en kvinde ind, der sagde hun var fra hjemmeplejen. Det kostede dyrt.
I flere timer befandt en 92-årig kvinde sig i sit hjem på Stevns uvidende om, at at hun tidligere på dagen var blevet bestjålet for flere tusinde kroner.
Den 92-årige havde om formiddagen lukket en kvinde omkring de 50 år ind, der sagde, hun var fra hjemmeplejen. Efterfølgende gik hun rundt i alle rum i hjemmet.
Senere på dagen ringede det igen på døren.
Det var igen en person fra fra hjemmeplejen. Og det var den rigtige hjemmeplejer.
Kreditkort og pung er væk
Det gik op for den 92-årige kvinde, at det første besøg muligvis var en tyv, der udgav sig for at være fra hjemmeplejen.
Hun kontaktede derfor sin datter, der ringede til politiet.
Da den 92-årige efterfølgende gennemgik sit hjem, opdagede hun, at hendes kreditkort manglede fra hendes pung, som lå i en taske. Der manglede desuden 2.000 kroner fra pungen.
Kvinden kontaktede banken og fik spærret sit kort. Det blev samtidig oplyst, at der ikke var hævet noget beløb.
Gråhåret kvinde i 50’erne
Overfor politiet er der givet følgende signalement af tyven. Hun beskrives som en kvinde af dansk udseende i alderen 50-55 år, 150-155 cm, spinkel og med gråt hår. Hun talte dansk og bar en sort hat.
Politiet efterforsker nu sagen om tricktyveri.
Vidner som har bemærket den beskrevne kvinde omkring Heden i Hårlev på Stevns onsdag formiddag, og som kan komme med oplysninger i sagen, bedes kontakte politiet på telefon 114.
Først publiceret: 7. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 15:14