År O efter corona

“Aldrig har jeg set solidariteten blomstre så meget som nu”, sagde Mette Frederiksen i sin 1. maj-tale forleden.

Og det er faktisk rigtigt. Langt de fleste mennesker har været disciplinerede i forhold til vore ældre og udsatte under pandemien.

Danskerne har været solidariske. Både med hinanden og med sig selv. Ser man bort fra de første marts-dages umådelige appetit på gær og toiletpapir, har vi hidtil opført os fornuftigt som nation under krisen. Det har de fleste af verdens corona-nedlukkede demokratier i øvrigt.

Men hvad med fremtiden?

Hvad kommer der til at ske – sundhedsmæssigt, politisk, økonomisk, kulturelt og socialt – på den anden side af COVID-19?

Svaret er, at ingen aner det.

Er der liv efter døden?

Spørgsmålet om, hvad tiden bringer efter det aktuelle ragnarok, svarer nogenlunde til at spørge, om der er et liv efter døden!

Ergo kan der kun gættes og gisnes, mere eller mindre kvalificeret. Det gør de fleste så. Også nærværende signatur.

Danmark og verden befinder sig i år 0 i en ny tidsregning efter corona, hvor kun fremtiden selv kender svaret – og hvor dem, der vil vinde fremtiden, kommer på hårdt arbejde for at gøre det.

Vi er besøgende i denne verden – på et tidspunkt, hvor det eneste sikre er, at intet er sikkert!

Altså tyr jeg til kombinationen af erfaring og krystalkugle…

Alt bliver forandret. Alt!

Det er en historisk kendsgerning, at der altid er vindere og tabere efter store globale omvæltninger – kriser og krige.

Verden blev, for eksempel, totalt ændret med Jesu fødsel og Romerrigets fald. Alt blev forandret af middelalderens store pestbølger, opdagelsen af Amerika – reformationen, renæssancen og Den Franske Revolution.

Verden måtte atter gentænkes efter Darwin, Marx og de to verdenskrige – for nu at nævne en stribe markante milepæle, der forandrede den kendte verden og grundlagde en ny.

Jeg VED godt, at sammenligningerne lyder dramatiske – måske også FOR dramatiske – men der er ingen årsag til at tro, at Danmark og verden ikke vil forandre sig voldsomt efter corona-krisen, og at der ikke vil opstå enorme udfordringer i kølvandet på det kollektive kollaps under pandemien.

Det vil der. Alt bliver forandret. Alt!

Demokratiet står styrket

Og hvad har vi så lært af krisen? Hvad kan vi tage med os ind i tidsregningen efter COVID-19?

Tja. Helt overordnet har vi på blot to måneder fået udstillet, at demokrati ALTID er at foretrække for diktatur!

Totalitære stater er langt hårdere ramt af sygdommen end demokratierne. Naturligvis fordi, at lukkede samfund ikke kan håndtere sandheden om sammenbrud og samfunds-afmægtighed, uden at måtte slippe grebet om magten.

Du kan ikke fortælle sandheden om, hvordan du vil bekæmpe en sygdom, hvis du samtidigt benægter sygdommens eksistens – og fornægter sandheden i det hele taget.

Og diktaturer fornægter altid sandheden!

Diktaturer er tvunget til at lyve for at bestå. Derfor står verdens demokratier styrket efter krisen.

Pandemien har været en sund opvisning i, hvor overlegen den demokratiske styreform er, uanset enkelte super-liberalistiske debattørers forsøg på, at sælge et tvivlsomme synspunkt om ”tabt personlig frihed” og lignende fortænkt ideologi-gak.

Den personlige frihed til at hoste naboen i hovedet, er vel egentlig helt ligegyldig, hvis man er død af en smitsom virus!

Donald Trump er taberen

Det andet vi har lært, internationalt og storpolitisk, er, at den forrykte Donald Trump er politisk dødelig.

For blot to måneder siden, mente de fleste iagttagere – også jeg – at det var sørgeligt sandsynligt, at manden med det orange hår ville blive genvalgt af de samme vrede amerikanere fra rustbæltet, der chokerende foretrak den rablende højre populist i 2016.

I dag – 72.000 døde og 27 millioner arbejdsløse senere – er det mest sandsynligt, at Trump IKKE bliver genvalgt som USA’s præsident til november. Noget godt, har krisen altså ført med sig – skulle dén spådom holde stik.

Endelig har vi lært, at der ikke findes grænser for smitte og sygdom. Den moderne verden er simpelthen så hyper-mobil, at et sygdomsudbrud i Sydney om mandagen, betyder smittede i København om tirsdagen.

Det står derfor klart, at verden i fremtiden må være i konstant alarmberedskab omkring sundhed.

Vi kan ikke forhindre globale sygdomsudbrud – og de vil givet komme igen – men vi kan formentlig forebygge de værste konsekvenser, ved hele tiden at være på teknologisk forkant. Det kræver en enorm sundhedsmæssig oprustning. Nationalt og internationalt. De enkelte lande, FN og EU, har et kæmpeprojekt – og et kæmpe ansvar – hér.

De rige skal hjælpe de fattige

Som en sidste stigning på den internationale læringskurve, vil jeg fremhæve det åbenlyse behov for, at øge hjælpen til det afrikanske kontinent – og til tredjeverdenslandende generelt – i kølvandet på sundhedskrisen.

Vi MÅ tage et større internationalt ansvar for, at uudviklede lande bliver mere udviklede. For deres skyld – men så sandelig også for vores egen.

Dels er sygdomme i ulande stort set ukontrollable. Der er ikke økonomi til at bekæmpe dem. Dels bliver smittefaren større i verdens rigeste lande, hvis man intet gør for at hjælpe verdens fattigste.

Det giver ikke politisk mening, at ville holde antallet af flygtninge nede, hvis man ikke samtidigt tilsikrer, at mennesker i ulande, som et minimum, kan overleve i deres eget land.

Ulandsbistanden må – for Danmarks vedkommende – op på niveau med bidraget fra før 2001. Altså som minimum 2 pct. af BNP. Ellers risikerer vi i endnu højere grad en ”over og underverden”, der i sidste ende ikke kan undgå, at eksplodere i flere krige og mere terror.

Og til dem, der til dette svarer via den indre automatpilot: ”Vi har ikke råd. De må klare sig selv” bliver jeg nødt til at sige: Det er en forkert og primitiv konklusion. Sandheden er, at vi ikke har råd til at lade være! Hvis vi ønsker fredelige samfund, nytter det ikke at føre en udenrigspolitik, der betyder, at vi får stadigt flere bomber i hovedet. Vi må begynde at gøre det, som vi IKKE plejer at gøre!

Det kan vi lære af krisen.

Velfærdsstatens sammenhold vandt

På den politiske hjemmefront springer det særligt i øjnene, at den socialdemokratiske velfærdsstat fuldstændig har overtrumfet konkurrencestaten på ALLE parametre. Ja; minimalstaten er ligefrem så stendød, at Anders Fogh himself er på offentlig forsørgelse via overstatslig hjælpepakke!

Sådan endte dét korstog…

Al snak om topskattelettelser er givetvis forstummet for en meget lang periode. Til gengæld står fælleskabet – Fagbevægelsen og Socialdemokratiet – stærkt styrket tilbage efter krisen.

Vi er begyndt at tale sammen igen. Og vi er begyndt at lytte. Vi bruger uddøde ord som ”solidaritet”, ”sammenhold” og ”fællesskab” hver dag… hele tiden!

Var den 1. maj i år én af de finest og mest værdige, der er blevet afholdt i nyere tid? Noget tyder på det. Fejringen foregik på afstand og via nettet. Men den var eftertænksom, fantasifuld, mangfoldig og kreativ. Ja, ligefrem smuk.

Alt det har vi genfundet – og genvundet – under krisen. Sådan kan danskerne godt lide at se sig selv.

Dér er vi bedst!

Racisterne visnede væk

En anden ting vi har lært under krisen er, at når indvandrerpolitikken er fraværende i debatten, er der langt mindre grobund for yderliggående racistiske højre-kræfter og rabiate politiske partier.

De visner simpelthen uden opmærksomhed.

Det er ingen tilfældighed, at DF er ved at forbløde på grund af manglende vælgertilslutning og intern uro – eller at Vermund og Paludan er forsvundet fra den offentlige debat.

Under en RIGTIG krise som denne, er der ikke plads til bodega-opstød og hadske slagord.

I ytringsfrihedens navn snakkede vi – for længe siden, synes det – om en smådårlig tegning af det kinesiske flag, med corona-bakterier på rød baggrund, i evigt sorte Jyllandsposten.

Den taler vi ikke om mere. Tegningen VAR ikke morsom og tegningen ER ikke morsom. Danskerne ved godt, at mennesker i hundredetusindvis dør af COVID-19. Og vi ynder ikke at mæske os i karikatur-tegnet død, hvis eneste ærinde er selvfedt højresnoet drilleri, uden mening.

Langt de fleste danskere har bedre smag, end Jyllandspostens samlede kulturredaktion – og siden smitten lukkede VORES land, har ingen hørt noget fra JP’s lege- og tegnestue. Danskerne har vigtigere ting at tage sig til for tiden…

Kampen mod arbejdsløshed vigtigst

De store indenrigspolitiske spørgsmål efter år 0 bliver primært, hvordan vi får reetableret samfundsøkonomien, kickstartet virksomhederne, og genskabt de arbejdsplader der er gået tabt under nedlukningen.

Det er skæbnens bitre ironi, at socialdemokratiske regeringer, historisk set, altid har været de MEST økonomisk ansvarlige i forhold til landets finanser. Myten om det modsatte er… en myte! Hver gang postulatet om uansvarlig ”Anker Jørgensen-økonomi” bliver bragt op af oppositionen, provokerer det mig. De klogeste borgerlige politikere ved at det er løgn – og taler tilmed mod bedre vidende!

Fakta er, at Anker var statsminister under den største internationale økonomiske krise siden depressionen.

Den opstod i alle vestlige lande, som følge af oliekriserne i 70-erne, og var ikke kontrollerbar for NOGEN regeringer. Hverken borgerlige eller socialdemokratiske. Alligevel taler alle om ”Ankers økonomiske krise” – mens INGEN taler om de mere end 360.000 arbejdsløse og hundredetusinder af tvangsauktioner, Poul Schlüter efterlod sig ved sin afgang i januar 1993. Det er besynderligt!

Ingen kender status efter krisen endnu, men for en socialdemokratisk regering vil bekæmpelse af arbejdsløshed ALTID have 1. prioritet. Og det er desværre givet, at der VIL komme flere ledige i en årrække. Det skal løses før noget andet. Arbejdsløshed – særligt ungdomsløshed – er det værste et samfund kan byde sig selv!

Spørgsmålet om tidligere pension til nedslidte, er ikke blevet mindre presserende – men det er, nøgternt set, blevet endnu vanskeligere, at gennemføre politisk. Regeringen skal have et flertal på plads – og dem der er imod forslaget, vil bruge den nye økonomiske virkelighed mod statsministeren.

Derfor bliver dén opgave svær for Mette og co. En pensionsreform for nedslidte risikerer at blive yderligere forsinket, skønt det ikke er rimeligt.

Klimaet er på reservedunk

De klimapolitiske mål vil bestå, men tempoet for den praktiske omstilling vil formentlig gå lidt ned, i forhold til det oprindeligt planlagte. Ambitionen – de 70 procent. CO2 reduktion inden 2030 – må givetvis afstemmes med den nye økonomiske virkelighed, på den anden side af krisen.

Man kunne formentlig gennemføre en 70 procent CO2 reducering inden for tidsrammen på fuld økonomisk tank, men på reservedunk begynder det at knibe alvorligt. I min optik – år 0 i den nye tidsregning – vil en formindskelse af CO2 udledningen på 60-65 pct. inden 2030 forsat være opnåelig, og faktisk ganske godt gået – skulle det holde stik.

Det tror jeg, at selv Morten Østergaard i smug ville medgive mig i et afslappet øjeblik – foreholdt de dystre økonomiske udsigter.

Sådan ligger landet ifølge denne pen. Og sådan ligger verden. Til fri fortolkning og med fuld håneret – skulle jeg tage fuldstændig fejl i det ovenstående.

De fleste går en besværlig tid i møde. ALLE går en usikker tid i møde!

Danmark og verden befinder sig i år 0. Den nye tidsregning EFTER corona-krisen.

Ups! We kunne ikke finde din formular.

Hvad mener du?

Hvad er din vurdering af fremtiden efter corona-krisen? Er du bekymret eller optimistisk? Hvad tror du, kommer til at ske? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

Først publiceret: 5. maj 2020
Artiklen er sidst opdateret 16. maj 2021 kl. 18:14