Derfor gør alderen ondt
Alderen og hårdt fysisk arbejde gennem livet kan resultere i en diskusprolaps. Du kan have lidelsen uden at vide det.
Mange seniorer lider af diskusprolaps i nakke, lænd eller ryg.
17 procent af kvinder og mænd mellem 65 og 74 år har diskusprolaps, og det samme gælder mænd over 75 år. Cirka 20 procent af kvinder over 75 år får en diskusprolaps.
En diskusprolaps er en udposning af den geleagtige kerne i en diskus. En diskus er en båndskive, der sidder mellem to hvirvler i rygsøjlen.
Diskusprolapsen kan trykke på rygmarven eller nerverødderne.
Symptomer på diskusprolaps
Du kan have en diskusprolaps uden at vide, for det er ikke altid, der er mærkbare symptomer. I det tilfælde kan diskusprolapsen blive opdaget tilfældigt ved for eksempel en scanning, og behandling er sjældent nødvendigt.
Du mærker symptomer i form af smerte, når diskusprolapsen trykker på nerverødder eller rygmarv.
Årsager til diskusprolaps
En diskusprolaps skyldes en aldersbetinget nedbrydning, der medfører en udposning.
Ifølge netdoktor.dk kan man blive disponeret for diskusprolaps, hvis man har hårdt fysisk arbejde.
I lidt sjældnere tilfælde kan du få en diskusprolaps efter en faldulykke, trafikulykke eller en pludselig overbelastning af rygsøjlen.
Hvad kan du gøre?
Det bedste, du kan gøre, er at gå til læge og blive undersøgt.
I langt de fleste tilfælde (cirka 90 procent) kan man behandle en diskusprolaps uden operation. Din ryg skal aflastes, og du skal formentlig have smertestillende medicin. Efter nogen tid kan du begynde på genoptræningen.
Der er dog også situationer, hvor en operation er nødvendig:
- Ved symptomer på tryk på rygmarven skal der opereres snarligt eller øjeblikkeligt (inden for 6 – 12 timer).
- Ved svær lammelse eller tiltagende lammelse skal der opereres snarligt eller øjeblikkeligt.
- Manglende kontrol over vandladning og afføring kræver øjeblikkelig behandling.
Først publiceret: 10. februar 2020
Artiklen er sidst opdateret 7. maj 2021 kl. 9:39