74-årige Dorte har taget Instagram med storm
Hun havde et fast job inden for it, men som 67-årig valgte Dorte Andersen at gå nye veje. I dag har hun over 200.000 følgere på Instagram, hvor hun deler øvelser i ansigtsyoga.
Det hele begyndte med en blog om mode, hår og yoga, som Dorte startede, da hun var 60 år.
Syv år senere sagde hun farvel til jobbet og tog til Indien for at uddanne sig til yogalærer.
Kort efter opdagede hun ansigtsyoga, som hun selv oplevede gav tydelige resultater – og det ville hun gerne dele med andre.
En video ændrede alt
I 2019 oprettede hun sin Instagram-profil.
Først fulgte kun få med, men så skete det, som mange drømmer om: En video gik viralt og nåede ud til millioner.
På kort tid fik hun tusindvis af nye følgere, og i dag har hun et stort publikum, der primært består af kvinder over 50.
“Mit højst betalte samarbejde er 34.000 kroner for en video. I starten solgte jeg mig selv for billigt, når virksomheder henvendte sig. De skulle bare sende mig noget ansigtsolie, så var jeg glad. Nu tager jeg penge for at samarbejde, og jeg reklamerer kun for relevante produkter, fx cremer og hårprodukter,” fortæller hun til hendes verden.
Stort arbejde bag de små klip
Selvom hendes videoer kun varer få minutter, kræver de mange timers forberedelse, optagelse og redigering.
Dorte bruger også tid på at besvare de mange henvendelser fra kvinder, der søger råd til alt fra tunge øjenlåg til hudpleje.
Dorte tjener i dag på samarbejder med virksomheder, men hun reklamerer kun for produkter, hun selv kan stå inde for.
Hun har flere gange oplevet, at firmaer ikke tager hende alvorligt, når de hører, at hun er i 70’erne.
Alligevel ser hun en styrke i at repræsentere en målgruppe, der ofte bliver overset.
I dag er Dorte 74 år og stadig aktiv på Instagram under navnet @yogafacelift.
Hun er gift, har tre børn, seks børnebørn.
Danske influencere i den modne alder
• Grethe Kaspersen (@grethekaspersen) – også kendt som “Bedste Grethe”. Deler humor og hverdagsglimt på Instagram og TikTok.
• Ditte Giese (@dittegiese) – journalist og forfatter, skriver om livet 50+, træning og kvindeliv.
• Helle Thorup (@hellethorupaarhus) – inspirerer med mode, velvære og livsstil.
• Lene Hansson (@lenehanssonofficial) – kostvejleder og forfatter, deler viden om sundhed og livsglæde.
• Anette Kristine Poulsen (@beautyspace) – skønhedsekspert med fokus på hudpleje og kosmetik.
• Marianne Eihilt (@marianneeihilt) – tidligere “Vild med dans”-danser, nu aktiv med indhold om træning og sund livsstil.
Først publiceret: 22. september 2025
Artiklen er sidst opdateret 22. september 2025 kl. 7:22