Våd weekend med få solchancer venter
Der falder mellem 15 og 35 millimeter regn i weekenden. Gæsterne på Roskilde Festival skal forvente våde dage.
Den forestående weekend byder på en del dråber fra oven og kun sporadiske chancer for at se solen.
Det oplyser Marielle Fournier, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
– Vi går en ret våd weekend i møde med ustadigt sommervejr.
– De bedste chancer for sol er her fredag morgen. Ellers vil det være skyerne, der dominerer, og der kommer regn eller byger alle dage, siger Marielle Fournier.
Hen på søndagen kan bygerne være med torden, tilføjer hun.
Meteorologen fortæller, at mængden af regn vil variere fra sted til sted.
– Der vil være faldet mellem 15 og 35 millimeter, når weekenden er gået.
– Der kommer som sagt regn alle dage, og de største mængder kan godt komme om søndagen, siger hun.
Gæsterne på Roskilde Festival skal forberede sig på, at det kan blive en våd omgang at stå foran de åbne musikscener eller rundt omkring i de mange teltlejre.
– Det bliver meget, som jeg ellers har nævnt. Skyet og en del regn – så det bliver nok temmelig vådt.
– De bedste muligheder for sol er fredag morgen, og i dag kan de måske have det lidt tørt indtil om eftermiddagen, hvor der begynder at komme lidt byger, siger Marielle Fournier.
Temperaturerne vil alle weekendens dage klemme sig op over 20 grader og typisk svinge mellem 21 og 23 grader.
– Varmest bliver det over de sydøstlige egne. Søndag vil vi kunne få de højeste temperaturer, siger meteorologen.
Umiddelbart vil hun ikke anbefale en tur til stranden de næste dage.
– Det er det ustadige sommervejr, der præger weekenden. Den byder nok mest på indendørs aktiviteter, siger Marielle Fournier.
Vinden vil blæse fra en vestlig og sydvestlig retning hele weekenden. Den vil fortrinsvis være let til frisk, men ved kysterne kan vinden blive op til hård og stedvist med styrke af kuling.
/ritzau/
Først publiceret: 4. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret 4. juli 2025 kl. 7:26