Svindlere bruger ny metode til at narre kunder: Sådan styrer du udenom

Svindlere er blevet mere kreative og bruger nu avancerede metoder til at narre onlinekunder. Se her, hvordan du spotter dem.

Med kunstig intelligens og danske referencer forsøger de at opbygge tillid og snyde kunderne på nettet.

Når man handler på nettet, kigger mange efter tegn på, om en side er troværdig. Man læser teksten, ser efter stavefejl og tjekker, om der står en dansk adresse.

Men svindlere er begyndt at udnytte dette og laver hjemmesider, der virker danske og troværdige, fortæller Martin Bruun-Houmølle, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk:

“Det skal vække genkendelse og skabe tillid. Det er mindre farligt at handle på en hjemmeside, som vi tror er dansk,” siger han til TV 2.

Med hjælp fra kunstig intelligens opretter svindlere hurtigt nye hjemmesider, der udgiver sig for at være danske, ofte med ord som “København” i navnet og fejlfri dansk tekst.

Designer blev kopieret

TV 2 har talt med Jens Østergaard, der ejer webshoppen renecphofficial.com, fik en ubehagelig overraskelse, da han opdagede en kopi af sin side med navnet renekbh.com.

Logoet og layoutet lignede, og snart begyndte vrede kunder at kontakte ham med klager over varer, de aldrig havde modtaget.

“Jeg måtte forklare, at det ikke var mig, de havde handlet med. Da det skete flere gange, politianmeldte jeg kopi-siden,” fortæller Jens Østergaard.

Hvorfor det virker

Mange danskere føler sig trygge ved at handle på danske hjemmesider, fordi de ved, at der er stærke forbrugerbeskyttelsesregler i Danmark.

Svindlere udnytter denne tillid, men hvis man kigger grundigere efter, afsløres de ofte.

Eksempelvis viste det sig, at renekbh.com havde en adresse i Holland, og varerne kom fra Kina.

Hvordan beskytter man sig?

Forbrugerrådet Tænk råder til at være ekstra opmærksom, især hvis noget virker for godt til at være sandt.

Tjek altid anmeldelser, og vær skeptisk over for sider, der virker helt nye.

Hvis du modtager varer fra udlandet, eller hvis der er dårlige anmeldelser, kan det være tegn på, at siden ikke er troværdig.

Fire råd til at spotte svindlerne

Slå webshoppen op på Tjekpånettet.dk 

Her kan du indsætte linket til den webshop, du overvejer at købe fra, og så vil den blive krydstjekket i en række registre for dig. Hvis der ikke er nogen advarsler om webshoppen, er det dog ikke en garanti for, at det er sikkert at handle der. Du kan også se, hvornår hjemmesiden er oprettet. En nyoprettet hjemmeside kan være et tegn på svindel – men er det ikke nødvendigvis.

Hvilke kontaktoplysninger har webshoppen? 

Hjemmesiden skal oplyse virksomhedens navn, en e-mail, et telefonnummer og virksomhedens fysiske postadresse. Kan du ikke finde disse oplysninger, bør du overveje ikke at handle på siden. Vær opmærksom på, at fup-butikker nemt kan skrive en falsk adresse på. Tjek derfor adressen på Google Maps.

Har webshoppen et CVR-nummer? 

En dansk virksomhed har et 8-cifret CVR-nummer på hjemmesiden, der fortæller dig, at virksomheden hører hjemme i Danmark. Mange falske webshops er begyndt at skrive CVR-numre på deres hjemmeside for at overbevise dig om, at det er sikkert at handle hos dem. Derfor er det altid en god ide at slå CVR-nummeret op på cvr.dk, for at se om det rent faktisk eksisterer, og om det stemmer overens med virksomhedens navn.

Er siden e-mærket? 

Virksomheder med e-mærket har forpligtet sig til at overholde gældende lovgivning og følger e-mærkets retningslinjer for blandt andet betalingsformer. Fup-webshops kan dog finde på at sætte et e-mærke på deres side uden at være certificeret. Derfor er det en god ide at slå siden op på e-mærkets egen hjemmeside.

Først publiceret: 16. januar 2025
Artiklen er sidst opdateret 16. januar 2025 kl. 9:21

Se, hvad vi ellers skriver om:

og