Frederik i bar overkrop blev misbrugt i markedsføring

Medlemmer af kongehuset optrådte på julekugler og plakater uden tilladelse, skriver Forbrugerombudsmanden.

Kongehuset havde ikke givet tilladelse til, at kongeparret måtte indgå i markedsføring af julekugler og plakater. Det er i strid med markedsføringsloven, lyder det fra Forbrugerombudsmanden. Foto: Frank Molter/DPA/Ritzau Scanpix

Kong Frederik, dronning Mary og dronning Margrethe er blevet misbrugt i virksomheders markedsføring.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Forbrugerombudsmanden har rettet henvendelse til to virksomheder, som efterfølgende er stoppet med at sælge og markedsføre de gældende produkter.

Blandt andet har virksomheden Sights ApS markedsført og solgt julekugler, som forestillede kong Frederik, dronning Mary og dronning Margrethe. Julekuglerne er blevet markedsført på Facebook og Instagram, lyder det.

Desuden har en enkeltmandsvirksomhed solgt og markedsført kunstplakater med kong Frederik i bar overkrop og med tatoveringer.

Plakaten har været opsat flere steder i København, skriver Forbrugerombudsmanden.

I strid med reglerne

Forbrugerombudsmand Torben Jensen understreger, at afbildningen af kongehusets medlemmer er sket uden kongehusets tilladelse.

“Det er i strid med både markedsføringsloven og erhvervslivets eget kodeks for reklame og markedskommunikation,” siger Torben Jensen i pressemeddelelsen.

“Vi er gået ind i sagerne efter en henvendelse fra Kongehuset, og det er positivt, at begge virksomheder straks har valgt at ophøre med salg og markedsføring af deres produkter,” lyder det videre.

Forbrugerombudsmanden har tidligere set på sager, hvor medlemmer af kongehuset er blevet brugt i markedsføring uden forudgående tilladelse.

Også sket tidligere

I 2021 udtalte Forbrugerombudsmanden, at det var i strid med god markedsføringsskik at anvende navn og billede af den afdøde kong Frederik IX uden tilladelse fra kongehuset.

Et smykkefirma havde forinden brugt billeder af kong Frederik IX og de kongelige palæer i forbindelse med markedsføring.

Men da smykkefirmaet allerede havde fjernet billeder og andre referencer til den afdøde konge fra sin hjemmeside, forfulgte Forbrugerombudsmanden ikke sagen yderligere.

Den afdøde konges navn indgik ligeledes i smykkefirmaets navn.

Men da firmanavnet var gyldigt registreret som varemærke i EU, hørte denne del ikke under Forbrugerombudsmandens område, lød det.

Senere samme år valgte ejeren af virksomheden dog at ændre navnet.

Det skete efter en “konstruktiv dialog” med kongehuset, sagde virksomhedsejeren til Finans.

Først publiceret: 18. december 2024
Artiklen er sidst opdateret 18. december 2024 kl. 9:49

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og