Afslører nye portrætter af Frederik og Mary
I forlængelse af tronskiftet har kongehuset offentliggjort nye civilportrætter til officielle rejser.
Godt ti måneder efter at tronen skiftede hænder, og Frederik gik fra kronprins til konge, er der blevet tage nye civilportrætter af det nye kongepar.
Kongehuset har offentliggjort de nye portrætter af dronning Mary i hvid kjole og kong Frederik i jakkesæt.
Billederne er blevet taget i forlængelse af tronskiftet den 14. januar i år, hvor dronning Margrethe abdicerede og overlod tronen til sin førstefødte søn.
De såkaldte civilportrætter skal bruges i forbindelse med for eksempel officielle rejser, besøg og særlige begivenheder. Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.
Skal bruges hos danske ambassader, konsulater og danske fartøjer
I april offentliggjorde kongehuset også nye gallaportrætter af kongehuset.
De er på nuværende tidspunkt ved at blive sendt ud.
De officielle gallaportrætter af siddende regenter har gennem tiden været ophængt på blandt andet danske ambassader, konsulater og danske fartøjer.
Derfor har det indtil for nylig hængt billeder af dronning Margrethe, som nu skal udskiftes, når gallaportrætterne når frem.
Civilportrætterne kan foruden at blive brugt i anledning af officielle besøg også blive brugt af kongehusets protektioner.
En del af de kongeliges opgaver består i at være protektorer for forskellige foreninger og organisationer. Formålet med protektionerne er at støtte op om en sag, en forening eller en organisation.
Ved tronskiftet ophørte både kong Frederik, dronning Mary og dronning Margrethes protektioner.
I maj lød det så, at kongehuset skærer markant ned for antallet af protektionerne, som kongehusets medlemmer varetager.
Inden tronskiftet varetog kongefamilien 258 protektioner – 116 af disse videreføres ikke. Nu udgør antallet af protektioner 140.
Kong Frederik er med de nye protektioner blandt andet protektor for Dansk Arkitekturcenter, og dronning Mary er blandt flere protektor for Danske Hospitalsklovne.
Først publiceret: 25. november 2024
Artiklen er sidst opdateret 25. november 2024 kl. 8:50