84-årig mand død i brand på plejehjem ved Hobro

Politiet arbejder med hypotese om, at branden kan være startet i forbindelse med rygning i sengen, lyder det.

En mand er død i forbindelse med en brand i Engparken i Rørbæk ved Hobro, skriver Nordjyllands Politi på det sociale med X.

Der har været brand i en lejlighed på et plejehjem, skriver politiet.

– Derudover er en person kørt til sygehuset til behandling for røgforgiftning, lyder det i opslaget på X.

Den omkomne mand er 84 år, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.

Politiet har været ved branden siden 18.30 tirsdag aften. Brandvæsnet fik hurtigt styr på branden, og der er derfor ingen andre tilskadekomne i forbindelse med branden.

Politiet er ved at undersøge stedet, og der vil blive lavet brandtekniske undersøgelser i løbet af aftenen.

Der arbejdes ud fra en hypotese om, at branden kan være startet i forbindelse med rygning i sengen.

/ritzau/

Først publiceret: 23. oktober 2024
Artiklen er sidst opdateret 23. oktober 2024 kl. 7:27