Forsvarer forventer langvarig fængsling af russer i mørklagt sag

En russisk mand blev anholdt i Billund den 20. april. Retten i Kolding har igen lukket dørene i sagen.

En sag med en russisk mand, der i april blev anholdt i Billund og derefter varetægtsfængslet, trækker ud.

Fredag har Retten i Kolding besluttet at forlænge fængslingen med yderligere fire uger, oplyser mandens forsvarer. Den præcise sigtelse i sagen hemmeligholdes.

– Jeg har en forhåbning om, at anklagemyndigheden vil rejse tiltale i løbet af i år, siger forsvareren, advokat Mads Kjær Jensen.

Han forventer ikke, at hans klient vil blive løsladt inden den såkaldte hovedforhandling i sagen. Den vil formentlig kunne finde sted næste år.

Ved et tidligere retsmøde om mulig forlængelse af fængslingen besluttede en dommer, at det kunne afholdes for åbne døre.

Men fredag er dørene blevet lukket, oplyser forsvareren, der ikke vil udtale sig om baggrunden.

I forbindelse med sagen blev lufthavnen i Billund lukket ned i omkring ti timer 20. april.

Samme dag foretog politiet en såkaldt kontrolleret sprængning af en genstand, som den anholdte russiske mand tilsyneladende havde indleveret til lufthavnen.

Men som nævnt indhylles sagen mod manden, der er i 30’erne, i mørke forstået på den måde, at politiet ikke har ønsket at røbe, hvad sigtelsen mod ham går ud på.

Under det tidligere retsmøde, hvor dommeren åbnede dørene, kom det frem, at politiet har sikret dna-spor fra manden på tøj og madvarer, som blev fundet i en hytte ved feriecenteret Lalandia i Billund.

I Sydøstjyllands Politi ønsker specialanklager Bettina Wagner fredag ikke at kommentere sagen.

/ritzau/

Først publiceret: 6. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 6. september 2024 kl. 14:49