Christian skal til Østafrika i fire måneder

Kong Frederik og dronning Marys ældste søn, kronprins Christian, drager mod fjerne egne om kort tid. Her skal han have fokus på blandt andet naturbeskyttelse.

Kronprinsen blev tidligere på året student fra Gammel Hellerup Gymnasie. Foto: Mischa Schoemaker/SIPA/Ritzau Scanpix

Kronprins Christian rejser den 4. september på et længerevarende ophold i det østlige Afrika.

Her skal kronprinsen indgå i den daglige drift af to farme, hvilket blandt andet vil indebære praktiske og administrative opgaver samt give kronprinsen indblik i lokal naturbeskyttelse.

Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Det er planen, at kronprinsen vender tilbage til Danmark til december.

“I den kongelige familie er der en lang tradition for, at tronfølgerne i deres ungdom tager på længerevarende ophold i udlandet og får mulighed for at udvikle sig og opleve verden.”

“Således deltog Hans Majestæt Kongen i 1986 i en ekspedition til Mongoliet med fokus på nomaderne og arbejdede i 1989 et år på en vinfarm i Californien. Også Hendes Majestæt Dronning Margrethe foretog i 1960’erne større rejser til Østen og Sydamerika,” skriver kongehuset.

Prins Joachim gjorde det også

Det er ikke kun kronprinsens far og farmor, der som unge tog langt væk fra Danmark for at blive klogere på verden.

Det gjorde kronprins Christians onkel, prins Joachim, også.

Prinsen tog nemlig i 1986 til Australien for at arbejde på en farm.

Den lå i den sydøstlige del af landet nær byen Wagga Wagga.

Opholdet for den unge prins Joachim varede i fem måneder og sluttede i 1987.

Kongehuset: Der kommer ikke flere detaljer

Det vides ikke, hvilket land i Østafrika kronprins Christian skal til.

Og det bliver heller ikke en information, som kongehuset kommer til at dele, lyder det.

“Det er kongeparret og kronprinsens håb, at der vil være forståelse for, at udlandsopholdet forbliver privat fra start til slut. Af den årsag offentliggøres der ikke flere detaljer om opholdet,” skriver kongehuset.

Kronprins Christian blev student fra Ordrup Gymnasium i juni.

Her afsluttede han sin sidste eksamen med et 10-tal i huen.

Det har indtil nu ikke været offentligt kendt, hvad kronprinsen skulle efter sin studentereksamen.

Måske Kenya?

Han har tidligere udtalt i DR-programmet “En kongelig rejse”, at han glæder sig til at blive værnepligtig. Det bliver dog ikke i første omgang, nu hvor den næste tid skal bruges i Østafrika.

I den del af Afrika ligger blandt andet landene Tanzania og Kenya.

Sidstnævnte er et land, Danmark siden landets uafhængighed i 1963 har haft tætte bilaterale relationer til. Udenrigsministeriet skriver på sin hjemmeside, at Kenya “fortsat er en vigtig partner for Danmark i Afrika”.

Det var også i Kenya, at kongen og dronningen rejste på bryllupsrejse i 2004.

Også den danske forfatter Karen Blixen boede og drev en kaffefarm i Kenya i en årrække.

Først publiceret: 2. september 2024
Artiklen er sidst opdateret 3. september 2024 kl. 9:43

Se, hvad vi ellers skriver om: