Mattel lancerer for første gang barbiedukke med synshandicap

For første gang lanceres en barbiedukke med blindestok. Dukken er udviklet sammen med organisation for blinde.

Fremover vil barbieelskere verden over også kunne lege med barbiedukker, som forestiller blinde.

Mattel, der står bag Barbie, lancerer tirsdag en blind dukke. Dukken kommer med en rød og hvid stok og bærer også solbriller.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

– Vi forstår, at Barbie er langt mere end blot en dukke. Hun repræsenterer selvudtryk og kan skabe tilhørsforhold, siger Krista Berger, der er vicedirektør i Mattel og Global Head of Dolls.

Hos Dansk Blindesamfund er der glæde over, at synshandicappede nu også er repræsenteret blandt Barbies dukker.

– Vi er glade for, at der kommer mere mangfoldighed ind i legetøj, siger Diana Stentoft, der er næstformand i Dansk Blindesamfund.

– FN anslår, at 15 procent af verdensbefolkningen har et handicap af en eller anden art, så at se, at det også bliver repræsenteret i det legetøj, børn møder, er jo bare positivt.

Dukken taler ifølge Diana Stentoft ind i en verden, som synshandicappede børn selv kender.

– Hvis man selv går med stok, så er det den virkelighed, man er i til hverdag. Dukken betyder, at man kommer tættere på den forestillingsverden man har som blind eller stærkt svagsynet barn, siger hun.

Dukken er udviklet i samarbejde med American Foundation for the Blind, der er en organisation for synshandicappede.

Det er ifølge pressemeddelelsen sket, for at dukken bedre repræsenterer blinde og synshandicappede.

Ud over stokken og solbrillerne kommer dukken med farverigt tøj og en “teksturrig flæsenederdel”, mens der også står Barbie i braille (blindeskrift) på dukkens emballage.

Og netop det, at dukken er udviklet i samarbejde med en organisation for synshandicappede, glæder Diana Stentoft.

– Det er godt, at man for svagsynede børn tænker, at de er interesserede i tøj, der er farvestrålende, og at man har lavet en blindestok, der er realistisk i forhold til det produkt, vi bruger i hverdagen.

Hun håber på, at forældre og skoler vil støtte op om, at børn, der ikke er synshandicappede, også kommer til at lege med dukken på en god måde.

– Legen skal jo gerne være på ligeværdige vilkår, så det er en god leg.

– Jeg håber virkelig, at denne dukke eller andre typer af dukker med handicap finder vej ind i børneværelserne eller institutionerne, for så vil børns leg jo også blive meget bredere og rigere, siger hun.

Dukken er tilgængelig tirsdag online og kommer senere på sommeren i butikkerne.

/ritzau/

Først publiceret: 23. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 24. juli 2024 kl. 14:41