Beboer kvalt i maden: To sosu-ansatte dømt

Der er tale om en dybt ulykkelig sag for alle involverede, lyder det fra anklageren, som førte den særlige sag for Østjyllands Politi.

Offentligt ansatte kan dømmes for pligtforsømmelse og groft uagtsomhed.

Retten i Aarhus har afsluttet en sag, der har været hele tre og et halvt år undervejs i retssystemet.

Sagen er blandt de sjældne og handler om paragraffer i straffeloven, som vedrører grov pligtforsømmelse og skødesløshed hos to kvinder, der var ansat som henholdsvis social- og sundhedsassistent og medhjælper på et plejehjem i Aarhus Kommune, skriver Østjyllands Radio.

Her døde en mandlig beboer efter at have fået et stykke pølse galt i halsen, og kvinderne er nu i retten blevet dømt skyldige, fordi de handlede forkert i situationen.

Der er noget galt

Det var 11. august 2020, da den mandlige beboer på plejehjemmet sad og spiste sin aftensmad sammen med en gruppe andre beboere.

Pludselig rejste manden sig op og signalerede, at der var noget galt. Den ene af de nu dømte ansatte var til stede, og hun kiggede til manden og ringede derpå efter hjælp hos sin kollega – den anden dømte.

Det fortæller anklagerfuldmægtig Sara Hyltoft, der førte sagen for Østjyllands Politi.

Tragisk sag

Sammen fik de manden ind på hans værelse, hvor der blev forsøgt genoplivning tre gange og tjekket puls og åndedræt, inden de ringede til vagtlægen.

“En læge kom derefter ud og konstaterede, at manden var afgået ved døden, og det er kutyme i den slags situationer, at lægen så kontakter politiet. Det skal ske ved uventede dødsfald, og det skete også her,” forklarer Sara Hyltoft og understreger, at der utvivlsomt er tale om en tragisk og dybt ulykkelig sag for alle involverede og mandens pårørende.

Skulle have ringet 112

“Det har aldrig været på tale, at nogen med vilje har gjort noget forkert, men kvinderne ringede altså ikke 1-1-2, ligesom de ikke med det samme forsøgte med livreddende førstehjælp, og derfor blev de sigtet 14 dage senere, da man havde vurderet sagen,” siger Sara Hyltoft.

Det er naturligvis uvist, om mandens liv kunne have været reddet, hvis der var handlet anderledes, men faktum er, at de dømte ifølge anklagemyndigheden burde have reageret hurtigere i forhold til at ringe 1-1-2.

Pligtforsømmelse

De paragraffer i straffeloven, der er rejst tiltale efter, hedder 156 og 157. De handler om pligtforsømmelse blandt offentligt ansatte og gælder altså kun for offentligt ansatte i tjeneste.

Paragraf 156 handler kort sagt om med vilje at undlade at handle, mens 157 handler om grov uagtsomhed. De to sosu-ansatte er dømt efter paragraf 157.

Almindelige borgere kan til sammenligning dømmes efter straffelovens paragraf 253, som eksempelvis bruges i situationer, hvor nogen stikker af fra et færdselsuheld i stedet for at hjælpe en tilskadekommen.

Bøde på 5.000 kroner

Den ene af de dømte accepterede onsdagens dom, mens den anden udbad sig 14 dages betænkningstid i forhold til at anke afgørelsen til Landsretten, oplyser anklagerfuldmægtig Sara Hyltoft.

De fik begge en straf, der lyder på sammenlagt 5.000 kroner i form af otte dagbøder á 625 kroner, hvilket er det normale strafniveau i den slags sager.

Når retssagen har været tre og et halvt år undervejs, skyldes det ifølge Sara Hyltoft, at det på grund af dens karakter har været nødvendigt at forelægge den for en række særmyndigheder både eksternt og internt hos politiet.

Sagsbehandlingstiden har dog ikke nogen betydning for udfaldet af sagen og straffen.

Først publiceret: 11. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 11. juli 2024 kl. 9:26

Se, hvad vi ellers skriver om:

og