Diana-kjole solgt for over 6 millioner

En kjole, som afdøde prinsesse Diana havde på to gange, er blevet solgt for flere millioner over vurderingsprisen.

Det er denne kjole, som tidligere har været af prinsessen, der nu er blevet solgt på en å en auktion i Beverly Hills i USA. Foto: Caitlin Ochs/Reuters/Ritzau Scanpix

En sort festkjole i silke og blonder, som prinsesse Diana havde på ved flere lejligheder i 1987, er blevet solgt for 910.000 dollar på en auktion i Beverly Hills.

Beløbet svarer til 6,34 millioner danske kroner.

Det er det næsthøjeste beløb, som en kjole ejet af den afdøde prinsesse nogensinde er blevet bortauktioneret for, oplyser auktionshuset Julien’s på dets hjemmeside.

Inden auktion, var det vurderet, at kjolen ville blive solgt for mellem 200.000 og 400.000 dollar.

Kjolen er designet af den britiske modedesigner Victor Edelstein og var en del af designerens efterårskollektion i 1986.

Det oprindelige design havde en guldfarvet underkjole, mens den bortauktionerede model – som den eneste – i stedet havde en underkjole i magenta.

Også andre kjoler er blevet solgt

Kjolen blev båret af prinsesse Diana i London 25. januar 1987 og i Tyskland den 6. november samme år.

Den var fra 2017 til 2019 udstillet på Kensington Palace i forbindelse med udstilling “Diana: Her Fashion Story”.

I forbindelse med auktionen blev flere af den afdøde prinsesses ejendele bortauktioneret.

Heriblandt en midnatsblå festkjole til 780.000 dollar og et par grønne pumps til 390.000 dollar.

Den hidtil mest indbringende kjole båret af prinsesse Diana, blev solgt på en auktion i december sidste år. Kjolen blev solgt for lige knap 1,15 millioner dollar, hvilket svarer til omkring otte millioner danske kroner.

Diana blev gift med den britiske prins Charles i 1981 – i dag kong Charles. Parret blev separeret i 1992 og skilt i 1996.

Prinsessen mistede livet i en bilulykke i 1997.

Ulykken skete i Paris, mens hun blev jagtet af fotografer.

Først publiceret: 10. juli 2024
Artiklen er sidst opdateret 10. juli 2024 kl. 8:55

Se, hvad vi ellers skriver om:

og