Efter flere år er grev Nikolai færdig

Grevinde Alexandras og prins Joachims ældste søn blev fejret af familien fornylig. Greven har fået tilføjet en ny titel på sit cv.

Greven fylder 25 år i slutningen af august. Foto: Paolo Della Bella/SIPA/Ritzau Scanpix

Grev Nikolai har afsluttet sin uddannelse inden for erhvervsøkonomi på Copenhagen Business School (CBS).

Det skriver han i et opslag på Instagram onsdag.

“Fem år på universitetet, og jeg kan endelig kalde mig selv cand.merc,” lyder det i opslaget.

Cand.merc. betegner en person, der er indehaver af en kandidatgrad i erhvervsøkonomi.

Undervejs i sin uddannelse har grev Nikolai læst et semester på University of Technology i den australske storby Sydney.

Også grev Nikolais kæreste, Benedikte Thoustrup, var i Sydney for at læse et semester.

De to har også læst et semester i den franske hovedstad, Paris.

Grev Nikolai har lagt seks billeder på Instagram i forbindelse med sin gennemførte uddannelse.

På et af dem står han sammen med sin mor, grevinde Alexandra, og sin lillebror grev Felix.

Du kan se billederne her.

Vil stadig gerne arbejde med mode

Grev Nikolai læste Business Administration and Service Management på CBS.

Også grev Felix går på CBS, hvor han læser det samme som sin storebror.

Indtil årsskiftet fra 2022 til 2023 havde både grev Nicolai og grev Felix en prinsetitel.

I efteråret 2022 meddelte dronning Margrethe, der på det tidspunkt var regent, at prins Joachims børn ville få frataget sine titler som prinser og prinsesse.

Det drejede sig om Nikolai og Felix, som prins Joachim har med grevinde Alexandra, samt Henrik og Athena, som prins Joachim har med prinsesse Marie.

Ifølge Kongehuset lå der bag beslutningen et ønske fra dronning Margrethe om, at børnebørnene skulle have friere rammer til at skabe deres egen tilværelse.

I et interview med det australske medie 9Honey i september 2023 sagde greven, at han tror, han vil føle sig mere fri fremover uden sin prinsetitel.

“Jeg tror, at jeg vil være mere fri i fremtiden. Men jeg har aldrig følt mig begrænset før,” sagde grev Nikolai til mediet.

Greven har desuden fortalt, at han gerne vil have et job i fremtiden, hvor han kan bruge sin uddannelse.

Men han har også en drøm om stadig at have en tilknytning til modeindustrien.  

Først publiceret: 24. juni 2024
Artiklen er sidst opdateret 24. juni 2024 kl. 9:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

og