Regn og tørke udfordrer haven men dine roser er robuste

Frygt ej for, om sommerens vejr bliver for vådt eller for tørt for dine rosenbede. De skal nok klare sig, lyder det fra to eksperter.

Rosenforædler Rosa Eskelund lever af at udvikle nye rosensorter. Her ses hun i sin test-rosenhave på Sydfyn. Foto: Roses Forever

Klimaforandringerne udfordrer i disse år landets haveejere, der både skal håndtere enorme mængder nedbør og perioder med knasende tørke.

Men du kan godt regne med, at dine rosenbede blomstrer næsten uanset hvad. Sådan lyder det fra Rosa Eskelund, der udvikler nye rosensorter i virksomheden Roses Forever på Sydfyn.

Hun har netop vundet en pris ved konkurrencen Grand Prix de la Rose for at have forædlet en rose, der kan gro og trives i hele syv forskellige klimazoner i Frankrig.

“Rosen er en meget stærk plante. Den gror på strandenge og i bjergområder. Men selvfølgelig afhænger dens styrke af sorten,” fortæller Rosa Eskelund.

Ude i hendes egen have har roserne også vist sig at være særligt robuste. I efteråret blev haven oversvømmet i forbindelse med den historisk hårde stormflod, der ramte landets kyster, og en del af rosenbedene havnede under vand.

“Da vandet trak sig tilbage, lå der et halvanden meter dybt lag tang. Mine lavendler døde alle sammen, men roserne stod der bare,” fortæller Rosa Eskelund.

Blomstringen kan variere

Rosernes robusthed vækker genklang hos Peter Ørum Scherg, som er rosenekspert hos Haveselskabet.

“Roserne tager ikke skade af de ekstreme vejr. De ændrer bare på, hvornår de blomstrer,” siger han.

I år har rosenbedene for eksempel fået meget vand i begyndelsen af året, hvilket giver dem gode betingelser for at komme i gang med at gro. Den seneste måneds tid har der omvendt været masser af sol, og det kan de populære blomster også godt lide.

“Fortsætter varmen, springer de ud noget før, end de plejer at gøre. Andre gange er det omvendt, og så udskydes blomstringen nogle uger,” siger Peter Ørum Scherg.

Når det er meget tørt i vejret, opfordrer han til, at du løbende tjekker, om dine roser mangler vand. Det kan du gøre ved at grave fem til ti centimeter ned i jorden i bedene. Er jorden tør på den dybde, anbefaler han, at du vander.

Har du gamle veletablerede roser i haven, er det dog sjældent nødvendigt at vande, da de har dybe rødder, som kan nå vand langt nede i jorden.

Klip dine roser

Alle former for roser bliver dog glade, hvis du løbende klipper dem, lyder rådet fra Rosa Eskelund.

“Jo mere man klipper, jo mere sætter man gang i væksten – både nede ved rødderne og i toppen af planten. Så man kan bare klippe masser af buketter,” siger hun og fortsætter:

“Jeg nænner det næsten ikke selv, for jeg kan bedst lide at gå rundt i haven og kigge på dem, men det er da fint, hvis man nu får gæster eller skal på besøg, at man kan plukke en fin buket fra haven.”

 Lad roserne glæde bierne

* Ønsker du at tiltrække insekter med dine roser, skal du plante sorter med åbne blomsterhoveder, som svirrefluer og bier nemt kan flyve ind i.

* De åbne blomsterhoveder er kendetegnede ved, at du tydeligt kan se støvdragerne inde i midten af blomsten.

* Store klatreroser med massevis af bittesmå blomster er også et hit blandt insekterne.

* Plant eventuelt lavendler og storkenæb rundt om roserne for at tiltrække endnu flere insekter.

Kilde: rosenforædler Rosa Eskelund og Haveselskabets roseekspert Peter Ørum Scherg.

Først publiceret: 30. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 30. maj 2024 kl. 10:05

Se, hvad vi ellers skriver om:

og