Nationalmuseet køber syv mønter fra unik møntsamling

Nationalmuseet køber syv mønter fra 1500- og 1600-tallet. De kommer fra Lars Emil Bruuns unikke møntsamling.

Nationalmuseet har udnyttet en forkøbsret til at købe syv mønter fra smørgrossisten Lars Emil Bruuns møntsamling, inden samlingen sælges auktion.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra museet.

– Alle syv mønter er unikke på hver sin måde og meget velholdte. Vi har nøje udvalgt dem, så de på bedste vis supplerer den møntsamling, vi har på Nationalmuseet, siger Helle Horsnæs, seniorforsker og ansvarlig for Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet.

Der er tale om seks guldmønter og en sølvmønt, som alle er præget i 1500- til 1600-tallet.

To af mønterne er præget i den norske hovedstad Oslo, som dengang hed Christiania. To andre er præget i Haderslev for Christian 4. af hans mor, Sophie af Mecklenburg.

– Mønterne kommer fra ældre samlinger, men vi kan kun følge deres præcise købs- og salgshistorik tilbage til 1800-tallet, forklarer Helle Horsnæs i pressemeddelelsen.

Ifølge museet er guldmønterne unikke, fordi der kun findes et eksemplar af deres type.

Der kan være mønter med samme værdi og år, men præget af andre stempelsæt, eller mønter der er præget med samme stempelsæt, men i andre værdier.

Sølvmønten, som er en tredobbelt norsk speciedaler, blev tidligere anset for at være unik. I 1970’erne blev endnu et eksemplar handlet og er i dag i en privat samling.

Nationalmuseet fik førsteret til at købe mønterne ved hjælp af støtte fra foreningen Selskabet Den Kongelige Mønt- og Medaillesamlings Venner.

Den blev stiftet i 1945 med det formål at træde økonomisk til, når Bruuns samling bliver frigivet til salg.

Inden sin død i 1923 udarbejdede Bruun et testamente, hvor der stod, at hans møntsamling skulle tjene som reserve for Den Kongelige Mønt- og Medaillesamling i 100 år, såfremt den skulle gå tabt i brand eller ved tyveri.

Da dette ikke er sket, sættes samlingen nu til salg på auktion.

Ifølge det amerikanske erhvervsmedie Bloomberg står møntsamlingen til at blive solgt for 72 millioner dollar, som svarer til cirka 500 millioner kroner.

Samlingen bliver sat til salg af det amerikanske auktionshus Stack’s Bowers i efteråret.

/ritzau/

Først publiceret: 13. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 13. maj 2024 kl. 7:30