To mænd anholdt i sag om 72.000 opiod-piller
I februar fandt politiet tusindvis af Tramadol-piller ved ransagning. En mand er allerede dømt i sagen.
Hele 72.000 tabletter af præparatet Tramadol blev ulovligt opbevaret på en adresse i Aarhus N med henblik på at sælge det videre. En mand er allerede dømt i sagen, og nu er yderligere to blevet anholdt.
Østjyllands Politi oplyser mandag i sin døgnrapport, at de to anholdte – der er tale om mænd på henholdsvis 20 og 23 år – vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus mandag eftermiddag.
Her skal en dommer tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for at varetægtsfængsle mændene, mens politiet efterforsker videre i sagen.
Ved en ransagning 15. februar på en adresse i Aarhus N fandt betjente fra Østjyllands Politi en stor mængde Tramadol-piller, som er et smertestillende præparat i opioid-klassen.
Efter ransagningen anholdt politiet en 23-årig mand, som siden er blevet idømt en straf på fængsel i et år og ni måneder. Det blev han ved et retsmøde i Retten i Aarhus i april, oplyser Østjyllands Politi.
Den nu dømte mand har også siddet varetægtsfængslet i sagen. Det blev han dagen efter anholdelsen, og dengang foregik grundlovsforhøret for lukkede døre af hensyn til politiets videre efterforskning af sagen.
Og politiet har tilsyneladende fortsat brug for at holde sagens oplysninger tæt ind til kroppen. I hvert fald vil anklagemyndigheden ved mandagens retsmøde vedrørende de to senest anholdte igen krævede lukkede døre.
Klassen af stoffer, der går under betegnelsen opioider, og som blandt andet indeholder Tramadol, er alle udvundet af opiumsvalmuen, fremgår det på Sundhedsstyrelsens informationsside Altomstoffer.dk.
Andre stoffer i opiod-klassen er for eksempel heroin, morfin, metadon og fentanyl. Tramadol er også kendt i form af præparatet Dolol.
Tidligere på året advarede landets tre retsmedicinske institutter ved universiteterne i Aarhus, Odense og København mod farligheden af opioider. Ikke bare hårde stoffer som heroin er farlige – det er receptpligtige lægemidler også.
– Vi vurderer lægemidlernes farlighed som meget høj, på linje med heroin og metadon, og over kokain, amfetamin og MDMA, sagde institutleder Christian Lindholst fra Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet i en pressemeddelelse
På Christiansborg er der desuden flere politiske tiltag i støbeskeen for at bekæmpe misbruget af receptpligtige opioider.
/ritzau/
Først publiceret: 13. maj 2024
Artiklen er sidst opdateret 13. maj 2024 kl. 14:54