Fortsat koldt forårsvejr risikerer at give glatte veje

Det bliver en uge med nattefrost, og man gør klogt i at holde øje med glatte veje, advarer DMI.

Det varme forårsvejr lader vente på sig, og man gør i stedet klogt i at tjekke for glatte veje, hvis man skal tidligt op i denne uge.

Der bliver nemlig rig mulighed for nattefrost, advarer DMI’s vagthavende meteorolog mandag morgen, Klaus Larsen.

– Der falder lidt regn her i løbet af ugen, og det kan betyde, at der, hvor der er frost, kan blive det, vi kalder frysende våde vejbaner, eller måske lidt rim på vejene.

– Så i morgentimerne skal man nok være agtpågivende flere steder i landet. Man skal sætte farten lidt ned, for der kan godt være glat de fleste morgener, siger Klaus Larsen.

Og generelt ser det kolde forårsvejr ud til at fortsætte. Temperaturen regnes således med mestendels at holde sig under ti grader, indtil de fleste går på weekend.

– Så er det jo perioder med lidt af hvert. Perioder med skyer, perioder med lidt regn af og til. Måske en enkelt haglbyge, siger Klaus Larsen og tilføjer, at mandag morgen sågar kan byde på snevejr i landets sydøstligste egne.

Nattefrosten bliver dog et udpræget fænomen i denne uge.

– Der er nattefrost rigtigt mange steder i løbet af denne uge.

– Det aftager dog lidt i løbet af ugen. Det ser ud som om, at natten til tirsdag bliver den med mest udbredt nattefrost, men ellers er det sådan lidt langsomt aftagende.

– Når vi kommer ind i weekenden, ser det ud til, at vi slipper af med den for denne her omgang, siger Klaus Larsen.

Mandag ser temperaturen ud til at nå op mod ni graders varme – varmest i Jylland.

Midt på ugen finder et lavtryk fra De Britiske Jomfruøer vej til Danmark og giver lidt lunere vejr.

Onsdag ser ud til at blive op mod ti grader.

De lunere temperaturer ser ud til at holde stand frem til weekenden, hvor temperaturen igen ser ud til at snige sig over ti grader.

/ritzau/

Først publiceret: 22. april 2024
Artiklen er sidst opdateret 22. april 2024 kl. 7:12