Medier: Regering vil styrke Forsvaret med tocifret milliardbeløb

Ved lån og effektivisering vil regeringen ifølge ét medie finde omkring 50 milliarder kroner til Forsvaret.

Forsvaret skal have yderligere omkring 50 milliarder kroner for at sætte turbo på dansk oprustning.

Det vil blive præsenteret på et pressemøde onsdag morgen med regeringstoppen. Det skriver Altinget tirsdag aften.

Ifølge TV 2 drejer det sig om omkring 40 milliarder kroner.

På pressemødet deltager statsminister Mette Frederiksen (S), forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).

Pengene kan gå til materiel og andet isenkram og er oveni de 155 milliarder kroner, som blev afsat i forsvarsforliget i juni 2023.

Altinget har erfaret, at pengene skal komme to steder fra.

Omkring 36 milliarder kroner skal skaffes gennem øget låntagning. De resterende omkring 14 milliarder kroner skal hentes ved hjælp af besparelser og effektiviseringer i Forsvaret.

Ifølge TV 2 skal pengene blandt andet gå til at styrke Hærens brigade.

Derudover skal værnepligten forlænges fra de nuværende normalt fire måneder til 11 måneder. Også antallet af værnepligtige skal øges fra de nuværende cirka 4700 til 5000 ifølge TV 2.

Både Mette Frederiksen og Troels Lund Poulsen har tidligere meddelt, at det ikke er nok, at Danmark bruger to procent af bruttonationalproduktet på forsvarsudgifter. Det er et mål for Nato-landene.

Bruttonationalproduktet er en betegnelse for værdien af et lands samlede produktion og forkortes “bnp”.

Partilederne har ikke forholdt sig til, hvordan det præcist vil skulle finansieres.

Over en fjerdedel af Danmarks udgifter til forsvar var Ukraine-støtte i 2023, hvilket flere Nato-lande og dele af Nato har kritiseret offentligt.

De 50 milliarder kroner kan være nok til, at Danmark når Nato-målet om at bruge to procent af bnp uden at medregne støtte til Ukraine.

Regeringen har tirsdag annonceret endnu en militær donation til det krigshærgede Ukraine til en samlet værdi af 2,3 milliarder kroner.

Det er donationspakke nummer 16, og den sker i samarbejde med allierede lande. Den indeholder artilleri og ammunition.

Pakken er, som de foregående leverancer til Ukraine, finansieret gennem Ukrainefonden.

Den donation, som tirsdag er annonceret, indeholder Caesar-artilleripjecer, selvkørende 120 mm-morterer og ammunition til disse. Det er våben, som Ukraine i forvejen bruger og hurtigt kan benytte.

Forsvarsministeriet har ikke ønsket at kommentere Altingets oplysninger.

/ritzau/

Først publiceret: 12. marts 2024
Artiklen er sidst opdateret 12. marts 2024 kl. 20:00