Metrolinjer i København åbnes før tid efter midlertidig lukning

Efter planen skulle M3 og M4 åbne mandag morgen, men de to linjer er i drift søndag aften.

De københavnske metrolinjer M3 og M4 er blevet genåbnet før tid og er derfor i drift søndag aften.

Det skriver Metroselskabet i en pressemeddelelse.

De to metrolinjer har været midlertidigt lukket siden 10. februar, fordi en ny strækning skulle testkøres.

Efter planen skulle driften genoptages mandag morgen klokken seks.

Men testforløbet er gået hurtigere end planlagt, og linjerne er derfor blevet åbnet tidligere, siger drifts- og vedligeholdelsesdirektør i Metroselskabet Søren Boysen.

– Vi er rigtigt glade for igen at kunne byde vores passagerer velkommen på vores to metrolinjer M3 og M4.

– Hele testforløbet er gået over al forventning og hurtigere end planlagt, og derfor kan vi tyvstarte vores åbning allerede nu, lyder det fra Søren Boysen.

Der var i den lidt mere end to uger lange testperiode indlagt mere tid, end de fornødne test tager.

Det skyldes, at der skal være mulighed for at gentage en test, hvis det viser sig at være nødvendigt.

– Flere af vores mange test er gået bedre end forventet, og vi har derfor ikke brugt al den tid, som vi havde til ekstra test, siger Søren Boysen.

Den nye strækning, der skulle testkøres, er en del af M4, som bliver udvidet.

I alt vil der komme fem nye stationer på M4-strækningen, som vil ligge i Københavns Sydhavn og i Valby.

Udvidelsen består af stationerne Haveholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.

Efter planen åbner de nye stationer til sommer.

M3 og M4 er de nyeste metrolinjer i København. M3 – også kendt som Cityringen – åbnede i 2019. Året efter kom M4 til.

Der er desuden planer om at tilføje en femte metrolinje, som skal åbne i 2035.

De to ældste metrolinjer, M1 og M2, har ikke været omfattet af den midlertidige lukning i februar.

Det skyldes, at deres ruter ikke overlappes af den kommende strækning, hvilket er tilfældet med M3 og M4, som derfor ikke kunne køre, mens man udførte test.

/ritzau/

Først publiceret: 26. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 26. februar 2024 kl. 7:21