Kun en tredjedel af blinde er på arbejdsmarkedet
Der skal investeres i, at flere blinde kommer på arbejdsmarkedet, mener næstformand i Dansk Blindesamfund.
Størstedelen af blinde og svagsynede står uden for arbejdsmarkedet.
Det viser nye tal fra Dansk Blindesamfund. Her fremgår det, at kun en tredjedel af foreningens medlemmer er i beskæftigelse.
Det er væsentligt færre end antallet af danskere med et andet handicap. Her var 61 procent på arbejdsmarkedet i 2021.
Forklaringen er ifølge Diana Stentoft, der er næstformand i Dansk Blindesamfund, at forudsætningerne for blinde og svagsynede ikke er gode nok.
– Arbejdspladser indtænker ikke blinde og svagsynede i de digitale løsninger og systemer, som bliver brugt, og dermed bliver man udelukket fra at kunne bidrage på sin arbejdsplads, siger hun.
Derudover er lovgivningen, der skal sikre de nødvendige hjælpemidler og assistance heller ikke god nok.
– Lovgivningen er ganske gammel. Den er ikke blevet revideret i lang tid, og den passer utroligt dårligt til et samfund, hvor tingene forandrer sig konstant, siger Diana Stentoft.
Samtidig er det kun lidt under halvdelen af blinde og svagsynede mellem 30 og 34 år, der har en kompetencegivende uddannelse.
– Det er markant anderledes end tallene for befolkningen som helhed. Så det at komme igennem uddannelsessystemet er selvfølgelig en faktor, der fylder rigtig meget, siger Diana Stentoft.
Antallet af blinde og svagsynede i beskæftigelse har ifølge Dansk Blindesamfund været mellem 25 og 30 procent de seneste 40 år.
Til gengæld er beskæftigelsen i hele samfundet steget, og forskellen er dermed også blevet større.
Diana Stentoft mener, at der skal investeres i, at flere blinde og svagsynede får en tilknytning til arbejdsmarkedet.
– Det betaler sig at investere i mennesker. Færre skal være på passiv forsørgelse, og flere skal være tættere på arbejdsmarkedet – uanset ansættelsesform.
– Det er godt for den enkeltes livskvalitet, og det er godt for samfundsøkonomien, siger hun.
Dansk Blindesamfund har cirka 2300 medlemmer i alderen 20 til 64 år.
/ritzau/
Først publiceret: 20. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 20. februar 2024 kl. 14:15