40.000 høns skal aflives efter nyt fund af fugleinfluenza
Endnu et fund af sygdommen fugleinfluenza betyder, at omkring 40.000 høns i Sønderjylland skal aflives.
Omkring 40.000 høns skal aflives, efter at der er fundet fugleinfluenza i en hønsebesætning ved byen Hokkerup syd for Aabenraa.
Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse torsdag.
Aflivningen af hønsene vil gå i gang fredag i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.
Formålet er både at sikre, at de smittede dyr ikke lider og at begrænse risikoen for, at smitten spreder sig.
Der vil desuden blive oprettet zoner rundt om området, der skal medvirke til, at smitten bliver inddæmmet, skriver Fødevarestyrelsen.
Inden for tre kilometer fra den smittede hønsefarm vil der være en beskyttelseszone, og inden for ti kilometer vil der være en overvågningszone.
Zonerne kan tidligst ophæves 30 dage, efter at fuglene er blevet aflivet, og ejendommen er blevet desinficeret.
I perioden må fugle eller produkter fra besætningen som udgangspunkt ikke forlade området.
Fundet på besætningen ved Hokkerup kommer efter en række andre fund i de seneste uger. Blandt andet er der flere steder på Sjælland blevet aflivet fugle.
Søndag kom det for eksempel frem, at næsten 40.000 kalkuner fra en farm nær Ruds-Vedby skulle aflives.
En uge tidligere var det en farm nær Skælskør, der var blevet ramt. Her skulle omkring 25.000 kalkuner aflives.
Også blandt vilde fugle ser det ud til, at smitten er udbredt.
Det fortalte Dyrenes Beskyttelse tirsdag. Foreningen har i den seneste tid fået ekstraordinært mange opkald om syge fugle.
Det er blandt andet fugle som gæs, blishøns og måger, der er blevet smittet.
Især gæs har Dyrenes Beskyttelse fået mange henvendelser om.
I 2024 har man indtil videre fået 199 henvendelser om syge gæs. I 2023 var der på samme tid kommet 56 henvendelser.
Fødevarestyrelsen har siden midten af december anset truslen for smitte med fugleinfluenza fra vilde fugle for at være høj.
Sygdommen, som er dødelig for fugle, smitter kun meget sjældent mennesker. Den er aldrig blevet påvist i et menneske i Danmark.
/ritzau/
Først publiceret: 9. februar 2024
Artiklen er sidst opdateret 9. februar 2024 kl. 7:24